Efter at kapitalfonden kort inden finanskrisen købte virksomheden for små 300 mio. kr., er det samlede underskud i SSP Technology løbet op i 246 mio. kr. Det viser regnskaberne, som også afslører en stribe af kapitalforhøjelser til det nødlidende selskab. Nu har ejerne sagt stop, og virksomheden er under rekonstruktion ved retten i Svendborg.
- Det er en rigtig fin virksomhed med stærke patenter, teknologi og produktionsfaciliteter. Historisk har virksomheden dog haft problemer med at tjene penge, siger Teis Gullitz-Wormslev, partner i advokatfirmaet Kromann Reumert, der står for rekonstruktionen, til Finas.
Aktuelt er virksomhedens akutte økonomiske problemer ifølge Finans' oplysninger udløst af, at en brasiliansk kunde, vingeproducenten Tecsis, ikke har været i stand til at betale den danske virksomhed.
Medejer af SSP Technology Flemming Sørensen fortæller, at man arbejder på at finde en ny ejer.
- Vi er i rekonstruktion, og vi er positive i forhold til at finde en løsning, siger han til Finans.