Kapitalfond køber sig ind i Joe & the Juice

General Atlantic køber sig ind i det succesrige danske juice-koncept. Andelen og prissætningen er indtil videre ukendt.

Foto: Malene Anthony Nielsen

Amerikanske forbrugere vil nu også i stigende grad kunne drikke friskpresset juice og kaffe fra vækstvirksomheden Joe & The Juice.

Virksomheden, der kontrolleres af den svenske kapitalfond Valedo, har netop fået en vitamininsprøjtning af den amerikanske kapitalfond General Atlantic. Selskabet er blevet medejer og minoritetsaktionær.

Dermed er der ny økonomisk pondus til fortsat, hastig ekspansion, primært i USA og Storbritannien. Endnu er pris og ejerandel for General Atlantics éntre i Joe & the Juice ikke oplyst.

»Vi er glade for at byde General Atlantic velkommen som vores nye investeringpartner sammen med Valedo. General Atlantic støtter vækstvirksomheder, som vil ekspandere globalt. Vi ser frem til udnytte deres ekspertise inden for detail- og restaurationsbranchen,« siger administrerende direktør Kaspar Basse.

Joe & the Juice startede i livsstilsbutikken Rue Verte i Ny Østergade 11 i København i 2002. Det skete med et enkelt koncept: Friskpresset juice og kaffe, der blev serveret af unge, mandlige bartendere.

Og den opskrift har vist sig at være bæredygtig i både Danmark og udlandet. Joe & Juice har 160 juicebarer over hele verden. Hovedparten ligger i Skandinavien og Storbritannien.

Virksomheden og stifteren af Joe & the Juice, Kaspar Basse, tager nu med General Atlantic for alvor konkurrencen op på det amerikanske marked. Selskabet satser især på ekspansion i USA og Storbritannien.

Joe & the Juice har i flere år været kontrolleret af den svenske kapitalfond og hovedaktionær Valedo Partners, mens Kaspar Basse har været minoritetsejer.

Virksomheden åbnede for et lille år siden de første Joe & the Juice-barer i USA. Det er tilsyneladende gået over al forventning, og de første åbninger i USA har givet dem blod på tanden til et større indtog i Nordamerika.

Kapitalfonden General Atlantic investerer i vækstvirksomheder verden over. Fonden har investeret i firmaer lige fra Airbnb og Uber til Axel Springer.

General Atlantic har mere end 100 investeringsmedarbejdere i bl.a. New York og Palo Alto i USA, i Mexico City, London, München, Amsterdam, Beijing, Hong Kong og Singapore.