Kapitalfond køber sig ind i fremadstormende vækstselskab fra Taastrup

Den Danica-ejede kapitalfond Gro Capital køber sig ind i lovende teknologiselskab fra Taastrup.

Foto: Edler von Rabenstein

Den danske kapitalfond Gro Capital, der investerer i lovende mindre danske virksomheder, overtager 46 pct. af aktierne i Auditdata, som er leverer udstyr og software til høreapparatsklinikker. Nu vil fonden være med til at gøre virksomheden til verdens førende på sit marked.

»Vi er stolte af at kunne indgå dette samarbejde med Auditdata og med vores viden og kapital støtte virksomhedens ledelse ambition om at blive verdens førende, uafhængige leverandør af audiologiske løsninger,« siger Morten Weicher, partner i GRO Capital.

Han siger, at de køber sig ind i en virksomhed, der er på et meget lovende marked.

»Vi oplever en betydelig global vækst på det audiologiske marked, og vi tror, Auditdatas software-baserede løsninger vil bidrage til at skabe ændringer i hele industrien,« siger Morten Weicher.

Auditdata, der ligger i Taastrup, har de senere år været på en stigende vækstkurve, og omsatte i fjor for 100 mio. kr. Det tal skal øges kraftigt, og her kommer Gro Capital til at spille en rolle, fortæller stifter og adm. direktør Claus Bak Pedersen. Han bliver i virksomheden og vil fremover sidde med en aktiepost på 30 pct.

»Vi har oplevet en kraftig vækst de seneste år, og vi kan mærke, det er nødvendigt særligt at styrke vores salgs- og marketingfunktioner, da vi ser et stort potentiale i markedet for både vores nuværende samt kommende produkter og løsninger,« siger Claus Bak Pedersen.

Han siger, at selskabet særligt har behov for at fokusere mere på salgs- og marketingaktiviteterne for at kunne nå målet om at blive verdens førende uafhængige producent på markedet.

Selskabet, der blev grundlagt i 1993, og i dag her flere end 75 ansatte, producerer diagnostisk audiologisk udstyr og softwareløsninger til private og offentlige høreklinikker.

»Vi er grundlagt som et softwarehus, og med den baggrund har vi den perfekte platform samt de specifikke kompetencer, der i vores øjne er nødvendige for fortsat at udvikle innovative og kompatible løsninger til en industri og befolkning, der bliver mere og mere digital,« siger Claus Bak Petersen.

Ifølge direktøren har Auditdata en bedre placering i markedet end flere af de andre aktører.

»Vi mener, at  vi er et godt stykke foran vores konkurrenter netop i kraft af synergien mellem vores hardware og software,« siger Claus Bak Petersen.

Gro Capital blev stiftet i 2014 af pensionskassen Danica og har rejst en fond på en mia. kr. Fonden investerer mellem 50-200 mio. kr. i deres porteføljeselskaber. Indtil videre har Gro Capital købt den københavnske teknologivirksomhed Trifork og nordjyske Trackunit, der er en førende global udbyder af telematikudstyr og software til maskiner og køretøjer.