Kapitalfond køber sengetøj med Lionel Messi og Disney-prinsesser for trecifret millionbeløb

Kapitalfonden Catacap køber 60 procent af fremadstormende Skybrands, der tjener kassen på tekstiler til hjemmet med tryk af populære sportsfolk og tegnefilmsfigurer.

Jan Kølbek (tv.) grundlagde Skybrands i 2008. Fold sammen
Læs mere

Efterspørgslen på muligheden for at kramme Cristiano Ronaldo natten lang er i vækst verden over, og det samme gælder andet sengetøj og boligtekstiler med motiver af populære figurer fra tegnefilm, film og musik.

Danske Skybrands har de seneste fire år tjent fedt på forretningen med at sælge sengetøj, håndklæder, puder og andre tekstiler til hjemmet med motiver fra licensaftaler, men potentialet er til meget mere, mener kapitalfonden Catacap. Derfor betaler Catacap nu et trecifret millionbeløb for 60 procent af aktierne i virksomheden.

»Det er et fantastisk selskab, som vi har fulgt i mere end to år. Det er et meget interessant marked i stabil vækst. Der er en tendens til, at licenshaverne vil udnytte de globale muligheder for at tjene penge på merchandise, og det har Skybrands om nogen forstået at bygge en forretning op om,« siger Jens Hahn-Petersen, partner i Catacap.

Skybrands blev grundlagt i 2008 og har i dag 24 medarbejdere fordelt på kontorer i Vejle, Manchester og Dubai. De seneste seks år har budt på hele 635 procents vækst, og Skybrands har i dag rettigheder til en række af de største sportsklubber, Disney-film og har enelicens til Ferrari på globalt plan. Markederne er primært Europa og Mellemøsten.

»De har en utroligt ambitiøs og dygtig ledelse, og det er i høj grad også den og dens evner, vi investerer i. Man skal passe på med at trykke for hårdt på, og der skal være tid til at udvikle virksomheden, men planen er en fordobling inden for en femårig periode,« siger Jens Hahn-Petersen.

Investeringen er den femte på to år for Catacap, der fokuserer på at få mindre og mellemstore virksomheder til at skifte til et højere gear.

Skybrands har de seneste fire år leveret overskud på cirka 100 millioner kroner. Med Catacap i ryggen er det nu planen at investere i større licenser og bedre distributionskanaler, fortæller grundlægger og administrerende direktør Jan Kølbek. Sammen med driftsdirektør Kristian Mourtizen ejer han de resterende 40 procent af Skybrands.

»Det har været vigtigt for os at få en professionel partner, der kan være med til at styrke fundamentet for vækst. Vi har maskinrummet, men brændstoffet i motoren er de rettigheder, vi tilkøber. Med investeringen fra Catacap kan vi forstærke vores platform og sikre innovation og produktudvikling i samarbejde med kunder og licensejere,« siger han og fortsætter:

»Et konkret indsatsområde bliver at styrke distributionen. I vores forretning handler succes ikke kun om printkvalitet og syninger; det handler også om leveringssikkerhed og stabilitet. Logistik er ekstremt vigtigt og et område, vi vil investere i.«

Skybrands holder skarpt øje med, hvilke film, filmselskaberne kommer med, for at spotte næste års bestsellere. Derudover produktudvikler de i samarbejde med kunderne, der blandt andet tæller en række store detailkæder i Europa. Tiden fra færdigt design, og indtil varen ligger i butikken, er nede på kun 12 uger.

Sidste år var Skybrands’ bestseller produkter med motiver fra Disney-hittet »Frozen«, mens der i år er høje forventninger til Universal Pictures’ »Minions«, der er en tegnefilm om små gule håndlangere for en superskurk. Dertil kommer klassikere som eksempelvis Ferrari-produkter, der er i ekstrem høj kurs i Mellemøsten.