Kapitalfond køber Saxo Banks betalingsplatform

Kapitalfonden EQT køber betalingskometen Saxo Payments Banking Circle, lyder det i en pressemeddelelse.

Saxo
»Vi er meget stolte af Saxo Payments Banking Circles udvikling og vækst,« udtaler Kim Fournais, stifter og direktør i Saxo Bank, om salget af betalingskometen til kapitalfonden EQT. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Kapitalfonden EQT har i partnerskab med stifterne og eksisterende minoritetsinvestorer indgået en aftale om at købe Saxo Payments Banking Circle. Det fremgår af en netop udsendt pressemeddelelse.

»Vi er meget stolte af Saxo Payments Banking Circles udvikling og vækst. Som investor og »inkubator« har vi støttet udviklingen med vores kernekompetencer inden for valutahandel og udvikling af globale fintech-løsninger,« udtaler Kim Fournais, stifter og CEO i Saxo Bank, i meddelelsen.

Ifølge dagbladet Børsen har det opkøbte selskab en værdi på to milliarder kroner.

»Det er ikke en nem opgave at bygge fintechløsninger, der skaber reel værdi og er bæredygtige på lang sigt, men Saxo Payments Banking Circle har gjort, hvad kun meget få er lykkes med. Vi ser EQT som den ideelle partner for Banking Circle og ser frem til det fortsatte samarbejde med EQT og virksomheden, som fortsat vil gøre brug af vores teknologi og markedsadgang,« lyder det fra Kim Fournais.

Banking Circle blev stiftet i 2013 og udbyder en platform af højteknologisk betalingsinfrastruktur, der forsimpler og effektiviserer internationale betalinger. Banking Circles øverste ledelse består af stifterne, Anders la Cour og Laust Bertelsen, som fortsat vil lede virksomheden.

»Vi vil gerne takke Saxo Bank for et fantastisk partnerskab og ser frem til et fortsat tæt samarbejde. Vi er meget entusiastiske omkring partnerskabet med EQT, og med deres støtte kan vi fortsætte innovationstempoet, servicere vores kunder endnu bedre og bygge videre på vores vækst,« lyder det i en fælles udtalelse fra Anders La Cour og Laust Bertelsen.

Kapitalfonden er »imponeret over innovative løsninger«

Banking Circle har i dag ca. 85 medarbejdere fordelt på hovedkontoret i Danmark, i Luxembourg og i Storbritannien. Selskabet håndterer omkring 60 milliarder euro i volumen – svarende til cirka 450 milliarder kroner.

Mads Ditlevsen, ansvarlig partner hos EQT Partners og investeringsrådgiver for EQT VIII, oplyser, at kapitalfonden har fulgt Banking Circle i flere år, og at man er imponeret over ledelsen og selskabets innovative løsninger.

»Saxo Bank og Banking Circles ledelse har opbygget en innovativ, sikker og automatiseret platform som gør betalinger på tværs af landegrænser simplere, hurtigere og mere transparente. EQT ser frem til at støtte Banking Circle og ledelsen på deres fortsatte rejse og i ambitionen om at opbygge en ledende global spiller inden for betalingsinfrastruktur,« udtaler han.

Handlen forventes gennemført i fjerde kvartal 2018 under forudsætning af godkendelse fra de finansielle myndigheder, lyder det i pressemeddelelsen.