Kapitalfond køber konsulenthus af børsen

Den svenske kapitalfond EQT har indgået aftale om køb af konsulenthuset Press Ganey for et samlet beløb på 2,35 mia. dollar, eller 40,50 dollar per aktie.

Press Ganey hjælper hospitaler og andre udbydere af sundhedsydelser med at tilpasse behandlingen til patienternes ønsker.

Selskabet gik på børsen i maj sidste år. Den seneste lukkekurs var på 40,33 dollar mandag og dermed meget tæt på købstilbuddet på 40,50 dollar.

I forhold til afregningskursen ved børsnoteringen er der tale om en præmie på 62 pct., mens der er tale om en præmie på 20 pct. sammenlignet med den gennemsnitlige vægtede aktiekurs i år, skriver Press Ganey i en meddelelse.