Kapitalfond køber fiskefabrik af Landsbanki

Den børsnoterede kapitalfond Deltaq har købt fiskekonservesvirksomheden Cimbric Fiskekonserves i Nordjylland af islandske Landsbanki.

Foto: flemming krogh

Prisen for 100 pct. af aktierne er 250.000 kr. Dermed bliver prisen for et underskud i år på 2-3 mio. kr., da Cimbric Fiskekonserves' indtjening i perioden 18. november - 31. december 2010 ventes at påvirke Deltaq's koncernresultat negativt med 2-3 mio. kr.

Cimbric Fiskekonserves er specialiseret inden for rejer i lage og andre skaldyrs- og fiskeprodukter til detailhandlen, cateringbranchen og fiskeindustrien i hele Europa. Selskabet forventer en omsætning på ca. 75 mio. kr. i 2010 med et underskud på ca. 4,0 mio. kr.

- Selskabet er midt i en turnaround, der vil fortsætte i 2011. Som et led i denne proces vil virksomheden bliver integreret under Deltaqs porteføljeselskab, Jeka Fish A/S, og det forventes, at der kan realiseres en række synergier mellem de to selskaber, således at Cimbric Fiskekonserves kan realisere en mindre positiv indtjening i 2011, oplyser Deltaq.

Cimbric Fiskekonserves blev grundlagt i 1964 og er totalleverandør af rejer og andre skaldyrs- og fiskeprodukter til detailhandlen, cateringbranchen og fiskeindustrien. Domicilet i landsbyen Vogn i Vendsyssel omfatter administration, produktion, kølerum og lager. Cimbric Fiskekonserves har 26 ansatte.

- For Deltaq er investeringen i Cimbric Fiskekonserves en interessant mulighed for at blive ene-ejer af en nichefødevarevirksomhed, og det kortsigtede fokus vil være at rationalisere administrationen og produktionen med fokus på at komme tilbage til en positiv drift. Samtidig vil der være en række synergier i forhold til Jeka Fish, en anden Deltaq porteføljevirksomhed, der gennem 2010 har arbejdet med en ny retail-strategi. Købet af Cimbric Fiskekonserves vil tilføre Jeka Fish en ny business-unit med de nødvendige pakkelinjer og certificeringer, siger Jesper Lacoppidan, der er administrerende direktør i Deltaq Management.

RB-Børsen