Kapitalfond køber Færch Plast

Færch-familien slipper tøjlerne i plastproducenten Færch. Holstebro-virksomheden er solgt til kapitalfonden EQT.

Færch Familien sælger Færch plast. Her er det Lone Færch. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Færch-familien, der gennem flere år har været præget af interne stridigheder, har solgt den tilbageværende hovedaktivitet i familiedynastiet, virksomheden Færch Plast i Holstebro, til kapitalfonden EQT.

"Vi afslutter en æra i Færch Plasts historie og åbner for en række muligheder for at udvikle Færch Plast på det internationale marked med EQT som en stærk strategisk og økonomisk ejer," siger bestyrelsesformand i Færch Holding, Niels Kornerup, i en pressemeddelelse.

Kornerup understreger, at Færch Plast har potentialet til at konsolidere sig yderligere som en markant leverandør til den globalt ekspanderende fødevareindustri.

Ifølge Morten Hummelmose, partner i EQT, har kapitalfonden fulgt Færch Plast i en årrække.

"Og vi er dybt imponerede over den kvalitet og det engagement, vi har set hos de medarbejdere, vi har mødt gennem processen. Færch Plast har nogle markante markedspositioner samt lange, stærke relationer til deres kunder. Dette udgør et solidt grundlag for at fortsætte virksomhedens flotte udvikling, siger Hummelmose ifølge pressemeddelsen.

Færch Plast er en af Europas førende leverandører af plastemballage til fødevareindustrien.

I 2013 leverede virksomheden over to milliarder enheder, som blev produceret på topmoderne fabrikker i Holstebro, Durham (England) og Liberec (Tjekkiet).

Virksomheden, der eksporterer 90 pct. af produktionen, beskæftiger ca. 500 engagerede medarbejdere, heraf over halvdelen i Danmark.

Hvad EQT må betale for Færch Plast er ikke oplyst, men et beløb på to milliarder kr. har tidligere været fremme.

Danske Bank Corporate Finance og Bech-Bruun har været rådgivere i forbindelse med salget, som har tiltrukket potentielle købere fra ind- og udland.

Den stenrige Færch-familie, der er opdelt i en sjællandsk og jysk gren, har i årevis ligget i bitterstrid. I august sidste år meddelte bestyrelsen for Færch på vegne af den jyske fløj af familien, at den havde sat Færch Plast til salg, for at sikre virksomhedens overlevelse.

"Bestyrelsen finder, at det er rettidig omhu, at vi nu afdækker mulighederne for et salg. De bestemmende A-anpartshavere har tidligere forsøgt at skabe et mere samlet aktivt ejerskab, der kunne danne grundlaget for et generationsskifte. Men det har åbenlyst ikke været muligt. Det vil kun blive endnu sværere for 6.-7. generation at holde sammen på familieejerskabet, hvilket vil være uhensigtsmæssigt for ikke bare ejerne og værdierne, men også for virksomheden," udtalte Niels Kornerup, bestyrelsesformand i Færch Holding, dengang i en pressemeddelelse.