Kapitalfond er et intenst ejerskab

KMDs amerikanske ejer giver den nye topchef godt modspil og viser, at den er villig til at investere i selskabet.

Tidligere topchef for bl.a. Hewlett-Packard, Léo Apotheker, holder Eva Berneke godt til ilden Fold sammen
Læs mere
Foto: ARNE DEDERT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det er et intenst ejerskab, hvor der bliver fulgt op på bolden hver uge. Det får ikke lov til at ligge til næste bestyrelsesmøde om to-tre måneder.«

KMDs topchef siden marts, tidligere koncerndirektør i TDC Eva Berneke, har det fint i samarbejde med den kapitalfond, amerikanske Advent International, som siden 2012 er hovedejer af en af de største IT-virksomheder i Danmark.

Hun har prøvet turen før i sin TDC-tid, hvor fem britisk-amerikanske kapitalfonde under stor opmærksomhed overtog telegiganten og gik i gang med en omfattende oprydning og et endnu større frasalg af alle udenlandske aktiviteter.

»Det er et meget professionelt ejerskab, og over 20 procent af deres investeringer ligger i tech-branchen og sikrer en god forståelse for branchen. De viser også, at de er villige til langsigtede investeringer, så forretningen kan udvikles. Selv om de naturligvis på et tidspunkt skal sælge KMD videre, nytter det ikke at sælge et sminket lig. Den slags har køberne øjnene åbne for i dag. Meget af den forretning, vi investerer i nu, bliver man ikke rig af straks,« siger hun.

Men på en toppost »skal man helst have det godt med at blive holdt til ilden«. Og det, føler hun, sker med den tidligere HP- og SAP-topchef Léo Apotheker som bestyrelsesformand.

»Det skal man have selvtillid til at kunne klare – men også til at kunne sige, at dette eller dette godt kan vente en uge. Jeg synes, det er sjovt at have en sådan sparring. De bedste bestyrelsesformænd har en tæt sparring med deres administrerende direktør. Man skal være relativt åben, have entusiasmen og lytte til dialogen – men man skal ikke gøre alting. Så skal man argumentere for, hvorfor det ikke er nødvendigt at rykke her lige nu,« siger Eva Berneke.