Kaos truer trafik mellem Malmø og København

En del embedsmænd i det svenske trafikministerium må gå rundt med sved på panden i disse dage.

En ny undersøgelse fra Øresundsinstituttet (IØ) viser, at den nye Citytunnel til 9,5 milliarder svenske kroner, som skal forbinde togtrafikken mellem Malmø og København fra åbningsdagen i 2011 ikke vil kunne håndtere mængden af pendlere. Og i årene efter bliver det bare værre og værre. Allerede i år 2013 vil 3.500 mennesker hver dag stå tilbage på perronerne i Malmø og København, fordi der ikke er plads i de proppede tog.

Selvom det umiddelbart ligner en omgang svensk trafikhovedpine, understreger en af folkene bag undersøgelsen, Niels Paarup-Petersen, at problemerne kommer til at ramme alle pendlere mellem København og Malmø.

»København kommer i fremtiden til at kæmpe hårdt mod Malmø, når det gælder om at tiltrække den svenske arbejdskraft. Hvis ikke det bliver nemt for svenskerne at komme over - så kommer de ganske enkelt ikke,« siger Niels Paarup-Petersen.

Grunden til at Citytunnelens kapacitet slet ikke slår til i myldretiden er, at pendlertrafikken langt overgår de prognoser, man lagde til grund for Citytunnelen, da den ikke var andet end nogle streger på et stykke papir tilbage i 90erne. Allerede i dag er togtrafikken over sundet kraftigere, end hvad man forventede den ville være, når Citytunnelen åbner i 2011.

Derfor vil der ifølge prognosen allerede opstå problemer til næste år på den gamle banestrækning mellem København og Malmø. På trods af at DSB og Skånetrafikken har indsat ekstra togsæt i myldretiden.

Umiddelbart kunne en løsning være at sætte flere vogne på togene. Men Niels Paarup-Petersen understreger, at det ikke er ligetil. Stationer som Trianglen i Sverige og Nørreport i København kan ikke håndtere længere togsæt end de nuværende. Dobbeltdækkertog med yderligere kapacitet er heller ikke en optimal løsning. Det tager nemlig alt for lang tid at fylde og tømme disse tog, hvis køreplanen skal overholdes.