Kan tv også sælge urin-katetre?

Hos den danske healthcare-virksomhed Coloplast er consumer marketing gennem de senere år blevet en stadig vigtigere del af forretningsstrategien. Senest har man fx kørt en omfattende tv-kampagne på amerikansk tv - bl.a. på CNN og Fox News.

ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Flere end 2,5 million mennesker i verden lever med en stomi. Næsten 350 millioner lider af inkontinens - og en af de virksomheder, hvis produkter hjælper disse mange millioner mennesker, er danske Coloplast, skriver Markedsføring.dk.

I dag er virksomheden til stede med sine produkter i 136 lande, og markedsføringen af stomiposer, sårplejemidler og  kontinens-produkter, som fx urin-katetre, er i stigende grad begyndt at rette sig direkte mod forbrugerne - og altså ikke alene mod hospitaler og fagfolk som tidligere.

I dag har Coloplast eksempelvis Consumer Care Teams i en række markeder, direkte telefon- og mailkontakt til forbrugerne, en hjemmeside, der retter sig lige så meget til forbrugerne som til fagfolk og investorer - og så har man, måske lidt utraditionelt, været i luften med tv-reklamer.

Således kørte Coloplast for nylig en national tv-kampagne over fem uger på 17 forskellige kanaler, herunder CNN og Fox News.

Den amerikanske kampagne bestod af et 60 sekunders spot for urin-kateteret SpeediCath Compact Male.

Filmen er optaget i en park i Minneapolis, tæt ved Coloplasts US-hovedkontor, og Thomas Bruhn, der er VP Consumer Excellence hos Coloplast, siger om satsningen:

- Det særlige ved den amerikanske kampagne er dels omfanget og dels vores muligheder for at tracke effekt og resultater af kampagnen: Via reklamen kan man bestille vareprøver, som så ofte fører til nye kunder. På den måde kan vi se, hvilke TV-kanaler og hvilke områder, der fungerer bedst for vores forretning, så vi efterfølgende kan sætte ind dér, hvor effekten er størst.

Og selv om kampagnen i USA også blev understøttet af andre platforme og marketing-tiltag, så var der er klar formål med at gå på tv, uddyber han:

- Vi har tidligere haft gode erfaringer med tv-reklamer i Frankrig, hvor kendskabet til en særlig diskret urinpose steg, men med den amerikanske kampagne var vi oppe i en anden kaliber. Vi ville gerne se, hvad mediet var i stand til at gøre for os i den skala.

Men helt ærligt, en tv reklame for et urin-kateter?

- Jamen, det er da ikke lige meget, hvordan fx et kateder ser ud. Selv om man lider af en sygdom, der gør at man har brug for et kateder, behøver livet jo ikke gå i stå. De fleste både stomi- og kontinens-patienter vil stadig gerne leve et aktivt og socialt liv, og hvis man skal have et kateder med i håndtasken eller have det liggende på badeværelset, er det da ikke specielt elegant med 25 centimeter plasticslange, vel?

Se kampangnen her.