Kan stor fremgang være status quo?

Meninger om medier.

Foto: Brian Bergmann.
Læs mere
Fold sammen

For et par uger siden kom to meningsmålinger fra Epinion og Megafon næsten samtidigt. Epinion rapporterede om stor fremgang til regeringen og en kraftig reduktion af blå bloks forspring. Megafon rapporterede om stilstand mellem blokkene og fortsat komfortabel føring til blå blok.

Det gav en del opmærksomhed, og Ekstra Bladet skrev i en leder, at meningsmålinger har udviklet sig til et tyranni og fortsatte: »De såkaldt seriøse medier elsker dem. De bruger dem til grotesk selvpromovering og spin dikteret af deres politiske dagsorden.« Ekstra Bladets beskrivelse af mediernes brug af meningsmålinger er ifølge min erfaring lige lovlig skarpvinklet, men tillad mig at benytte lejligheden til at give et par forklaringer på, hvordan forskelle i meningsmålingerne kan opstå.

Først og fremmest skal man observere den statistiske usikkerhed, som altid angives på et 95 pct. konfidensniveau. Det vil sige, at usikkerheden holder 19 gange ud af 20, men dermed også, at den ikke holder den tyvende gang! Dernæst skal man se på, hvordan data er indsamlet. Den amerikanske statistiker Nate Silver dokumenterede efter det amerikanske præsidentvalg, at webbaserede metoder gennemsnitligt var mest præcise, men telefonbaserede svarprocenter er i USA ofte étcifrede, og så galt står det endnu ikke til i Norden.

Derudover har 2015 budt på en række hændelser, som har flyttet usædvanligt meget rundt på vælgerne. Terror i Paris og København, et meget omtalt biograf-tweet, samt skarpe kampagner fra Venstre og Socialdemokraterne. I min fortolkning har de nøjagtige feltperioder flere gange kunnet forklare forskelle i meningsmålinger, som ellers blev publiceret nogenlunde samtidigt.

Og tillad mig så at give et norsk eksempel fra efteråret 2012, hvor Fremskrittspartiet svingede kraftigt i målingerne. Eksempelvis gav avisen VG Fremskrittspartiet ti procent, mens Dagens Næringsliv gav dem 18 – samme dag! Disse sving fik en række institutter til at dele deres rådata (uvejede data). Det viste sig, at i modsætning til de store forskelle i de publicerede valgbarometre, så var niveauerne i de uvejede data ganske ens. Det var altså institutternes vejematricer, som var årsag til forskellene – ikke de gennemførte interview!

Også i Danmark må institutternes politiske vejematricer forventes at have betydning for nogen af de forskelle, som vi ser i målingerne. I modsætning til Norge tror jeg dog ikke, at udgangspunktet spiller nogen rolle – her benytter alle, så vidt jeg ved, folketingsvalget i 2011. Det kunne ellers være rart at få et nyere valg at veje ud fra, da jeg fra egne undersøgelser ved, at mere end hver femte vælger efter fire år enten ikke kan huske, hvad de stemte sidst, eller slet og ret nævner et andet parti, end da jeg spurgte dem lige efter valget! Det giver en mulig fejlkilde, men det vil altså give større udfordringer at forudsige dette års folketingsvalg med udgangspunkt i sidste års EU-valg!

Til gengæld er jeg sikker på, at håndteringen af tvivlergruppen har betydning. Eksempelvis respekterer YouGov et »ved ikke« på spørgsmålet om, hvem man ville stemme på, hvis der var valg i dag, mens eksempelvis Megafon og Epinion spørger en ekstra gang og dermed fordeler i hvert fald nogle af tvivlerne ud på partier. Der er gode argumenter for begge metoder, men konkret betyder det, at YouGov vil ligge relativt lavere på partier med store tvivler-andele (lige nu Socialdemokraterne) og højere på partier med stor vælgerloyalitet (lige nu Dansk Folkeparti).

Og kom så med nogle flere meningsmålinger!