Kan jeg bruge the long tail-konceptet

Jeg er forhandler af en række meget specielle produkter. Mine kunder har hidtil været industrivirksomheder i Danmark, men jeg overvejer eksport med udgangspunkt i internethandel, da jeg ikke selv ønsker at rejse, og da jeg ikke vil ansætte eksportsælgere. Jeg har læst om "the long tail", og det lyder umiddelbart interessant for min virksomhed, da det er nicheprodukter, jeg forhandler. Men hvordan får jeg det realiseret? T.N.

Internettet har forøget dit potentielle marked fra at omfatte Danmark til at omfatte hele verden. Ideen med "the long tail" er, at selv nicheprodukter kan give stor omsætning, når blot de spredes ud til tilstrækkeligt mange markeder over tilstrækkeligt lang tid. Det kan internettet medvirke til, og det synes at være en oplagt mulighed for din virksomhed.

Første og fremmest vil jeg anbefale dig at kontakte et professionelt internetfirma, som har specialiseret sig i e-handel og søgemaskine optimering.

Du skal forklare, hvad du vil med eksport over internettet, definere dine mål og målgrupper og lade bureauet komme med et oplæg om, hvordan dine ønsker bedst muligt realiseres.

I din sag er det særligt vigtigt, at bureauet har erfaring med e-handel, fordi der skal være en tæt sammenhæng mellem opbygningen af din hjemmeside, og den måde søgemaskineoptimeringen foregår på.

Du skal også forsøge at sætte sig i købers sted. Hvad er det for ord, køber typisk bruger, når han søger på nettet?

Hvilke funktionaliteter har han efterfølgende brug for på din hjemmeside, som gør det nemt for ham at afgive en ordre!

Sideløbende med udviklingen af din hjemmeside skal du forberede dig på, hvad den internationale handel over nettet indebærer, for eksempel om leveringsbetingelser, leveringsform, sprog, kontrakter, retsvalg, valuta med videre. De forhold skal naturligvis være klar, når kunderne begynder at henvende sig fra den anden side af kloden.



Med venlig hilsen

Esben Uhrenholt