Egentlig skulle man synes, at der er lang tid til 18. marts 2019. Det er dagen for Danske Banks ordinære generalforsamling, og det er her, at bankens ejere formelt beslutter sig for bestyrelsens sammensætning, og hvem der skal sidde på formandsposten.
Reelt foreligger den beslutning dog mange måneder tidligere. Typisk lægges markante skift i bestyrelsen - og da især formandsposten - på plads i efteråret. Det vil sige, at Danske Banks ejere i disse uger arbejder på højtryk. Måske er det allerede afgjort, hvem der skal afløse den nuværende formand, Ole Andersen, der selv har sagt, at han er på vej ud.
Set udefra er det svært at forstå, at Danske Banks ejere ikke foretager formandsskiftet allerede nu. I så fald ville den nye formand få afgørende indflydelse på, hvem der skal vælges som ny topchef efter Thomas Borgen, som forlod posten i oktober, og dermed få mulighed for at sætte det hold, den strategi og den kultur, der skal bære Danske Bank igennem de kommende år.
En af den nye formands allervigtigste opgaver er at stå for det nødvendige kulturskift i toppen, som herefter skal sive ned gennem rækkerne ud til de udadvendte kundefunktioner i filialerne.
En formand på vej ud betragtes ofte som en »lame duck«, altså en person, der reelt er uden for indflydelse, som har mistet sin magtbase, og som derfor også har mistet sin autoritet. Derfor er lange aftrædelser et »no-go« i erhvervslivet.
Et formandsskift ville dog sandsynligvis indebære behov for en ekstraordinær generalforsamling. Holder Ole Andersen frem til generalforsamlingen i marts næste år, hvor han så i øvrigt skal stå på mål for både fortid og fremtid i banken, kan banken håbe på, at der lidt efter lidt falder ro over gemytterne.
Det kan vise sig at være et fromt, men urealistisk ønske. Politikere og offentlighed står på nakken at hinanden for at skælde ud og stramme lovgivningen, og man må formode, at hvidvasksagen kører for fulde omdrejninger nogle måneder endnu, eftersom der er sat en række undersøgelser i værk.
Har aldrig været topchef
Så hvem er den person, det ansigt, der skal tegne landets største bank de næste mange år. En ny formand, som får en kæmpeopgave som kulturbærer med at få genskabt tilliden til Danske Bank - og til finanssektoren i øvrigt?
Særligt ét navn går igen på rygtebørsen, nemlig Jens Due Olsen. Den hårde analyse er, at der ikke er andre relevante i Danske Bank-bestyrelsen til at tage over.
Det er et kæmpeproblem, og det er en kritik, der falder tilbage på den nuværende bestyrelse med formand Ole Andersen og de ledende aktionærer som A.P. Møller Holding, Blackrock og ATP. Den manglende rettidige omhu har betydet, at Danske Bank-bestyrelsen ikke har formået at få en formandsafløser kørt i stilling i tide.
Da Jens Due Olsen i februar 2018 blev præsenteret som ny bestyrelseskandidat til Danske Bank, skrev denne klummeskriver: »Hovsa, er det Danske Banks nye formand?« Dog med den tilføjelse, at det kunne ske, hvis Jens Due Olsen bestod de næste par års »prøvetid« i Danske Bank-bestyrelsen.
Jens Due Olsen fylder 55 år i dag, mandag, og har betydelig erfaring fra bestyrelsesarbejde rundt omkring i dansk erhvervsliv. En udfordring er det dog, at han aldrig selv har siddet med det ultimative ansvar som topchef. Han var finanschef i både FLSmidth og GN Store Nord, inden han i en meget tidlig alder skippede det daglige operative ansvar og gik ind i en fuldtids bestyrelseskarrierre.
Karrieren har budt på op- og nedture. Jobbet i GN Store Nord blev ikke den store succes. Selskabet kiksede et stort opkøb. Ikke desto mindre lykkedes det for Jens Due Olsen at lande en fratrædelsesordning til en værdi af 18 mio. kr., hvorefter han trak stikket og tog på et års jordomrejse. Ved den lejlighed var bla. ATP ude med voldsom kritik af de ekstraordinært store fratrædelsesordninger i GN Store Nord.
På bestyrelsesniveau betragtes han som superprofessionel og skarp i detaljen, men skjules kan det ikke, at opsplitningen af NKT i to selskaber (NKT og Nilfisk), foreløbig ikke har været den store succes.
Svært at få øje på den oplagte kandidat
Han karakteriseres som en klassisk corporate finance-mand, der er hurtig til at reagere med opkøb, frasalg og opsplitning. Han er tidligere kaldt »topchefernes skræk«, fordi han ikke tøver med at fyre sin topchef, hvis der ikke leveres på bundlinjen.
Mere usikkert er det, om han har det brede, samlende samfundssigte, som Danske Bank markedsfører sig så kraftigt på. For slet ikke at tale om nødvendigheden af ikke at være politisk tonedøv.
Ideelt set kunne Danske Bank have brug for en nuværende eller tidligere topchef som ny formand, der bare oser af tillid og skarpe kommunikationsevner. Eksempelvis en Lars Rebien Sørensen, en Niels B. Christiansen, en Jim Hagemann Snabe, en Henrik Poulsen, en Lars Rohde eller en anden i denne liga.
Der sker næppe. Både Niels B. Christiansen og Hagemann Snabe har været inde over Danske Bank-bestyrelsen, dog kun i nogle få år, Rebien betragtes nok som at komme fra »en anden verden« i erhvervslivet, og posten som formand i en storbank vil kræve så meget tid, at det næppe er realistisk med Henrik Poulsen i den stol samtidig med, at han er topchef i Ørsted.
Formandsstolen i Danske Bank burde være en af de absolut mest eftertragtede i dansk erhvervsliv. Helt sådan er det ikke lige i øjeblikket. Faktisk er det svært at få øje på den helt oplagte kandidat, der både kan og vil.
Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentar
