Kan du se, hvor denne reklame kommer fra? Ungdomsbevægelse angriber Landbrug & Fødevarer med opsigtsvækkende pr-stunt

Den Grønne Ungdomsbevægelse har lanceret deres egen pendant til Landbrug & Fødevarer. Navn og logo er noget nær det samme, men brugere på for eksempel X kommer ikke til at forveksle budskaberne fra henholdsvis Landbrug & Fødevarer og pendanten, siger »direktør«.

På sociale medier som X og Facebook kan man i disse dage støde ind i kampagner, der umiddelbart kan ligne kampagner fra Landbrug & Fødevarer. Men det er det ikke.

Det er Den Grønne Ungdomsbevægelse, som i et markant pr-stunt har lanceret deres egen »pendant« til landbrugets interesseorganisation Landbrug & Fødevarer.

Pendanten hedder »Fødebrug og Landvarer«, og dermed kan navnet meget let forveksles med Landbrug & Fødevarer. 

Det er ikke kun på navnefronten, at Den Grønne Ungdomsbevægelse har ladet sig inspirere af den magtfulde interesseorganisation.

Fødebrug og Landvarers logo ligner også Landbrug & Fødevarers logo på en prik. Det eneste, der adskiller sig fra Landbrug & Fødevarers logo, er teksten.

Se ligheden her.

Øverst ses Landbrug & Fødevarers logo. Nederst ses Fødebrug og Landvarers logo. PR.

Dermed kan man let forveksle indhold fra Fødebrug og Landvarer med indhold, der kommer fra Landbrug & Fødevarer.

På det sociale medie X skriver Fødebrug og Landvarer, at »vi har brug for en høj klimaafgift« på landbruget. Fødebrug og Landvarer har dermed en lidt anden holdning end den ægte organisation Landbrug & Fødevarer, som tidligere har udtalt sig kritisk om en CO₂-afgift på 1100 kroner pr. ton CO₂.

I en pressemeddelelse, som blev udsendt mandag, erkender Den Grønne Ungdomsbevægelse, at Fødebrug & Landvarer ligner Landbrug & Fødevarer:

»Fødebrug & Landvarer ligner egentlig Landbrug & Fødevarer utroligt meget. Men modsat Landbrug & Fødevarer har vi i Fødebrug & Landvarer bare indset, at det er nu, at der skal handles, hvis Danmark skal være et landbrugsland i fremtiden,« siger Christian Fromberg, »en af de nyslåede direktører i Fødebrug og Landvarer«, i pressemeddelelsen.

Landbrug & Fødevarer reagerer nu på bevægelsens pr-stunt:

»Set fra et kommunikationsperspektiv er det et klassisk greb at hacke et logo, og vi har tidligere set andre gøre det samme. Det tager vi med ro. Men vi er naturligvis opmærksomme på kampagnen – og om der skulle opstå situationer, hvor offentligheden bliver vildledt til at tro, at Landbrug & Fødevarer er afsender,« skriver de i et svar til Berlingske.

Fødebrug & Landvarer har lavet kampagnen, fordi de mener, at Landbrug & Fødevarer har »svigtet«, når de ifølge dem »modarbejder den grønne omstilling«: 

»Landbrug & Fødevarer burde i stedet være med til at vise vejen til ansvarlige løsninger for både landmænd, natur og lokalsamfund,« skriver de i pressemeddelelsen.

Mandag delte bevægelsen flyers ud og hang plakater op i alle større byer i Danmark. De næste uger vil der desuden komme annoncer, kampagnevideoer og aktiviteter fra Fødebrug & Landvarer, lyder det i en pressemeddelelse.

»Landbruget er fanget i en produktionsform, som ikke er holdbar for hverken natur eller klima,« lyder det i en video. I teksten til videoen omtaler de sig selv »vi« som »landbrugslobbyen«.

Du kan se kampagnevideoen i toppen af artiklen.

Skal stoppe op

Risikerer I, at brugere på for eksempel X kommer til at tro, at det er Landbrug & Fødevarer, som er afsender på budskabet om, at en CO₂-afgift er en god idé, når jeres navn og design minder så meget om hinanden?

»Det er i hvert fald tanken, at folk skal stoppe op og tænke over det. Derefter tror jeg, at det er åbenlyst for alle, at det ikke lige er Landbrug & Fødevarer, der står bag budskaberne, men at det er en måde, hvor man i et enkelt øjeblik kan blive i tvivl,« siger Christian Fromberg til Berlingske.

Det er vel ikke sikkert, at alle kan se, at der er en forskel. Hvordan kan I være sikre på, at alle kan se det?

»Det kan da godt være, at nogle falder i, men jeg tror, som man også kan se inde på X, at folk fanger den,« siger han og kalder det »et pr-stunt«:

»Men det er et ret effektiv værktøj til at få folk til at tænke: Okay, det kunne Landbrug & Fødevarer også godt have sagt, hvis de havde haft en anden analyse og ikke havde malet sig op i et hjørne i debatten. Så det er klart, at vi lever af at trække parallellen til Landbrug & Fødevarer og vise, at de ikke har svar på de kriser, vi står i.«

Har I undersøgt, om I har lavet et design, der minder for meget om Landbrug & Fødevarers design rent juridisk?

»Der er ret vide rammer for satire i Danmark, og vores kampagne spiller på humor og satire. Vi udstiller Landbrug & Fødevarer og viser en anden retning. Så det er jeg egentlig ikke så bekymret for.«

Med deres pr-stunt vil Den Grønne Ungdomsbevægelse gerne vise, at man godt kan tænke klima og hensynet til landmændene sammen:

»Vi mener, at vi repræsenterer landbrugets interesser meget bedre end Landbrug & Fødevarer, fordi vi adresserer de udfordringer, landbruget står i, når det kommer til generationsskifte, ødelæggelse af deres egen naturgrundlag, en stigende CO₂-udledning og landbrugets økonomiske deroute,« siger Christian Fromberg. 

Berlingske har forelagt kampagnen og kritikken for Landbrug & Fødevarer. Interesseorganisationen skriver, at »et stærkt dansk landbrug« er en »del af løsningen«, når der i fremtiden skal produceres mere klimaeffektive fødevarer:

»Derfor har vi fremlagt en klimaplan, der indeholder konkrete teknologier og virkemidler, som kan bringe os i mål med Danmarks klimaambitioner – og samtidig gøre en mærkbar forskel for klimaet globalt. Den vil vi gerne opfordre alle interesserede til at læse.«