Kampen skærpes om Nørresundby Bank

Nordjyske Bank har overbudt Spar Nord, og Nørresundby-bestyrelsen anbefaler at tage mod tilbuddet.

Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nørresundby Bank bliver nu genstand for en reel budkrig. Nordjyske Bank har nemlig overbudt Spar Nord, og Nørresundby-bestyrelsen anbefaler at tage mod tilbuddet.

»Nordjyske Bank fremsætter et betinget, frivilligt købstilbud på alle aktier i Nørresundby Bank. Aktionærerne i Nørresundby Bank tilbydes en samlet pris på 450 kr. pr. aktie bestående af 335 kr. i kontanter og én aktie i Nordjyske Bank (opgjort til en værdi på 115 kr. pr. aktie). Bestyrelsen i Nørresundby Bank anbefaler enstemmigt aktionærerne at acceptere købstilbuddet,« skriver Nordjyske Bank til Fondsbørsen.

Bestyrelsesformand i Nordjyske Bank, Hans Jørgen Kaptain, er glad for udviklingen:

»Med en sammenlægning af de to banker opnår vi det, som jeg ved vores kunder efterspørger, nemlig en rendyrket og stærk lokalbank i Nordjylland. De to banker har et usædvanligt godt strategisk match – både i forhold til den geografiske dækning, vores stærke fokus på de nordjyske kunder og solide markedskendskab,« siger han.

»Samtidig ser vi et attraktivt potentiale i en ny, større og velkonsolideret lokalbank, der fremover kan bidrage til en fortsat sund økonomisk udvikling og sikre vigtige arbejdspladser i Nordjylland – samt forhåbentligt samtidig skabe et godt fremtidigt afkast til vores aktionærer,« siger Hans Jørgen Kaptain.

Sammenlægningen ventes at øge kursen på aktier i Nordjyske Bank. For Nordjyske Bank er i dag klassificeret som en gruppe 3 bank, men blver ved sammenlægningen til en gruppe 2 bank. Gruppe 3 banker handles på aktiemarkedet med en markant rabat i forhold til gruppe 2 banker.

»Det er således forventningen, at sammenlægningen på sigt vil medvirke til en øget værdiskabelse hos aktionærerne i Nordjyske Bank,« hedder det i en meddelelse fra Nordjyske Bank.