Kampen om Porsche spidser til

VW kan være tæt på at overtage magten med sportsvogns- fabrikken Porsche efter adskillige måneders magtkamp mellem de to koncerner. Det ventes, at Porsche ryger ind under VWs vinger, og at en ny stor investorer køber sig ind i den fælles koncern.

Foto: Reuters.
Læs mere
Fold sammen
Det har været en magtkamp med håndbremsen trukket og i 1. gear.

Men nu tyder alt på, at mange måneders kamp om magten i sportsvognsfabrikken Porsche er ved at finde en løsning, og at begge koncerner igen kan sætte fuld fart på - ud af krisen.

Torsdag kom det frem, at ejerne af henholdvis Porsche og VW er tæt på at indgå en aftale, som betyder, at Porsche kommer ind under VW-koncernen som det tiende mærke, at VW får 49 pct. af aktierne i det nye fælles selskab, og at der åbnes for, at der kommer en stor udenlandsk investor ind, udover delstaten Niedersachsen, som i dag er storaktionær i VW.

På sidelinjen står således en stor Qatar-investor, som ventes at få lov til at købe omkring 25 pct. af aktierne i det nye fælles firma.

Det forventes, at det nye selskab formelt aftales på et fælles møde på torsdag i næste uge. Problemet er blot, at hadet mellem en række af de store aktører på begge sider er så stort, at meget endnu kan få aftalen til at bryde sammen.

Kort fortalt, så handler historien om, at Porsche først ville købe VW for lånte penge. Men i takt med at finanskrisen blev stadig dybere, stod det klart, at Porsche ikke var i stand til at skaffe finansieringen til at købe VW.

I stedet vendte hele situationen på en tallerken, så det pludseligt var VW, Europas største bilkoncern, der ville overtage Porsche.

Flere års aktieopkøb
Indtil det fejlslagne overtagelsesforsøg havde Porsche ellers etableret sig som Europas nok mest profitable bilfabrik, og det var den succes, der fik træerne til at vokse ind i himlen og overbeviste koncernchef Wendelin Wiedeking om, at hans trods alt beskedne virksomhed, kunne overtage den mange gange større VW-koncern. Gennem flere år købte Porsche op af VW-aktierne og sikrede sig en stribe købsoptioner på VW-aktierne. Problemet var blot, at pengene ikke var tilstede, da aktierne skulle betales.

Det siger sig selv, at en sådan proces ikke kan gennemføres, uden at man skaber sig fjender, især ikke, når det er lillebror, der forsøger at udmanøvrere og overtage storebroderen VW.

Det har resulteret i en indædt kamp om magten i de to selskaber, hvor lederne i henholdvis VW og Porsche i dag er nærmest dødsfjender, personificeret ved VW-formand Ferdinand Piëch og Porsche-direktør Wendelin Wiedeking. Ferdinand Piëch er ikke alene manden, der har skabt det »moderne« VW med en række forskellige bilmærker, som ser forskellige ud, men ofte har fælles platforme og teknik.

Han er imidlertid også en af de store aktionærer i Porsche, hvor han har arvet aktierne og er barnebarn af Porsche-stifter, Ferdinand Porsche.

Dermed står han med benene i begge lejre, og det har gjort, at han ikke altid har været lige populær blandt Porsche-ejerne, som har beskyldt ham for at arbejde for VW.

På den anden side har Porsche-direktør Wendelin Wiedeking kæmpet for at overtage VW, og da det mislykkedes, har han kæmpet for at holde Porsche ude af VWs klør. Han har søgt efter investorer i hele verden. En jagt, der tilsyneladende har været forgæves.

Det kom derfor ikke som nogen stor overraskelse, at det i går kom frem, at Piëch vil have Wiedeking ud - angiveligt ved at betale hans kontrakt, der løber frem til 2012, ud.