Kampen om guldfuglene

Dansk Industri har de senere år med succes udvidet medlemspaletten og solet sig i politisk succes. Men det har vist sig sværere end forventet at lokke medicinalindustrien med ind i folden.

Karsten Dybvad, Administrerende Direktør i DI. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Succes er godt. Men for meget af slagsen kan stige en til hovedet.

Den følelse kan landets største erhvervs- og arbejdsgiverorganisation måske nikke genkendende til, efter at Novo Nordisk har sat en kæp i hjulet i DIs forsøg på at oprette et nyt, stærkt branchefællesskab for medicinalindustrien.

DI er de senere år netop gået fra en lidt træg tilstand til nærmest at kunne gå på vandet. Karsten Dybvad overtog roret for præcis fire år siden på et tidspunkt, hvor DI mest var kendt som en smule gumpetung og konservativ organisation, der blev styret med hård hånd af Hans Skov Christensen. Men med Dybvad i spidsen er DI vokset og har bredt sig til flere brancher, herunder fødevareindustrien og de danske arkitektfirmaer for nu at nævne nogle af de organisationer, der har sluttet sig til flokken. Samtidig har Dybvad undgået, at den stadig større medlemspalette har forhindret DI i at få politisk indflydelse. Kritikere klandrede ellers DI for at være blevet så stor, at politisk interessevaretagelse reel var umulig, og at budskabet var blevet reduceret til et ønske om lavere skat.

Men DI har de seneste fire år brandet sig som en driftig organisation, der står for udvikling og løsninger i en krisetid, hvor riget fattes penge. DI har desuden styrket sine otte såkaldte branchefællesskaber, der i højere grad kan arbejde for specialinteresser og på den måde imødegå kritikken. Og når Karsten Dybvad samtidig kan pege på, at en socialdemokratisk ledet regering har gennemført reformer og selskabslettelser, kan han med rette hævde, at politikerne i højere grad har blikket rettet mod glashuset på Rådhuspladsen fremfor LO-huset på Islands Brygge.

Med den succesrate bag sig skulle man tro, at det ville være en smal sag at styrke sin tilstedelse i medicinalindustrien, hvor DI i forvejen har flere medlemmer, og hvor vækstraterne taler deres tydelige sprog. Det ville være helt i tråd med strategien om at organisere de største virksomheder og de brancher i Danmark, der har størst vækst, og som derfor kan lægge nogle kontingentkroner, der virkelig batter. Men så let er det altså ikke gået.

Forsøget på at etablere et nyt branchefællesskab er faldet til jorden, fordi Novo Nordisk og DIs medlemmer i branchen har sagt nej. Medicinalgiganten lader sine interesser varetage af Lægemiddelindustriforeningen (Lif) og foretrækker at lade DIs hovedkonkurrent Dansk Erhverv repræsentere sig på den overordnede erhvervspolitik. Og er der noget, Dansk Erhverv ikke har lyst til, er det at opgive den guldrandede medicinal- og sundhedsindustri til konkurrenterne på Rådhuspladsen. Konkurrencen blandt erhvervsorganistionerne er i denne sammenhæng lige så hård som den er blandt fagforeningerne på lønmodtagersiden.

Om det er succesen, der er steget DI til hovedet i en grad, så organisationen har forsøgt at søsætte et branchefællesskab uden at gøre forarbejdet godt nok, eller om der er tale om et kupforsøg, kan vi kun gisne om. Men at DI har fået en lærestreg er næppe at sige for meget.