Kamp om ideer gør Google-investeringer dyre

Internetgiganten har i år ikke investeret i nær så mange iværksættervirksomheder som tidligere, fordi priserne presses op.

Bill Maris er administrerende direktør for internetgiganten Googles investeringsselskab, Google Ventures, som har måttet skrue ned for blusset i år. Arkivfoto: Mike Blake, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: MIKE BLAKE

Efter mange år med masser af opkøb har Googles investeringsfond, Google Ventures, i år skruet ned for blusset. Det er simpelt hen blevet dyrere at købe iværksættervirksomheder op, fordi konkurrencen om dem er vokset.

Google Ventures har i 2015 brugt 20 procent mindre end i 2014, selv om Google ifølge den administrerende direktør, Bill Maris, faktisk har øremærket flere penge til investeringer i teknologiske iværksættere, skriver den britiske finansavis Financial Times.

Hvor Google i 2014 investerede i 57 virksomheder, er det i 2015 kun blevet til 34. I 2013 var det 75 virksomheder.

Har investeret i 300 selskaber

»Mængden af penge, som forsøger at blive til investeringer, har fået priserne til at stige og indflydelsen på forhandlingerne til at skifte til iværksætterne,« siger Bill Maris til avisen og fremhæver, at penge ikke er et problem for verdens største internetvirksomhed.

Siden Google Ventures blev oprettet for seks år siden, har internetgiganten sat 2,4 milliarder dollars af til investeringer i iværksættervirksomheder, som udtænker nye og banebrydende teknologier.

Indtil nu har Google Ventures investeret i flere end 300 selskaber, heriblandt det omstridte kørselsselskab Uber og producenten af intelligente termostater, nest, som Google siden købte for 3,2 milliarder dollars.

Bill Maris regner med at skrue op for investeringerne til næste år ved at droppe ideen om at oprette særskilte fonde til at stå for de oversøiske investeringer.

Som led i omorganiseringen af Google, der for nylig fik Alphabet som nyt moderselskab, bliver Google Ventures i denne uge omdøbt til blot GV.