Kamelkød er Australiens næste eksporteventyr

Allerede i 2012 kan kamelkød blive en ny eksportvare for Australien, hvis en egyptisk forretningsmand får lov at åbne slagteri i det sydlige Australien.

To kameler foran "The Olgas" omkring 380 kilometer sydvest for Alice Springs. Fold sammen
Læs mere
Foto: TIM WIMBORNE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Får tankerne om kamel-culotte eller kamel-pølse tænderne til at løbe i vand? I så fald er der godt nyt på vej. En egyptisk forretningsmand er nemlig i gang med en plan, der skal gøre kødet fra "ørkenens skibe" til Australiens næste eksporteventyr.

Magdy El Asham ambitioner inkluderer et slagteri i det sydlige Australien, og får han de rette tilladelser i tide, kan kamelkødet blive eksporteret allerede i 2012, skriver Reuters. Planerne inkluderer også æsel- og gedekød.



Ifølge den egyptiske forretningsmand er kamelkød væsentligt mere fedtfattigt end for eksempel oksekød og er en populær delikatesse i Mellemøsten og Nordafrika. Slagteriet vil kunne generere omkring 300 jobs og samtidig vil planerne være en løsning til det stadigt voksende problem med vilde kameler i landet "downunder".

Kamelerne blev introduceret som transportdyr i 1840 og var udbredt overalt i det tørre land. Men siden begyndelsen af 1900-tallet faldt kamelernes værdi i takt med udbyggelsen af jernbanenettet og bilernes indtog. Flere og flere kameler blev derfor sluppet fri i naturen, hvor de stortrives. Således anslår man, at der i dag er omkring en million vilde kameler i Australien, og antallet fordobles hvert niende år.



Den australske regering har sat 104 mio. kroner til side til at få kontrol over stigende kamelproblemer. Dyrene laver årligt skader for omkring 55 mio. kroner på de skrøbelige økosystemer i ørkenen.