Kalasjnikov vil skyde Tesla i sænk med elektrisk »superbil«

Lyseblå elbil i sovjetisk retrodesign skal køre fra Tesla men får ikke nogen hjertelig modtagelse.

Sådan ser den ud, våbenfabrikanten Kalasjnikovs selvdøbte »elektriske superbil«. Foto: Kalasjnikov/AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: HO

Elbilsproducenten Tesla får nu konkurrence fra en ganske uventet front. Den russiske våbenproducent Kalasjnikov har overraskende afsløret en ny »elektrisk superbil«, som ifølge selskabet rummer teknologi, der kan matche Elon Musks Tesla-biler.

Bilen, CV-1, er inspireret af den sovjetiske 1970ermodel Izh 2125 Kombi og har et retrodesign, inklusiv den lyseblå pudderfarve. Den blev præsenteret på en militærmesse uden for den russiske hovedstad, Moskva, torsdag og er endnu kun en prototype. Men den kan ifølge selskabet køre 350 kilometer på en enkelt opladning af batteriet - akilleshælen hos enhver elbilsproducent - og kan nå fra 0 til 100 kilometer i timen på seks sekunder.

»Denne teknologi bringer os på linie med verdens elbilproducenter som Tesla, som vi nu kan konkurrere med,« forklarede en talsmand fra Kalasjnikov-koncernen.

PR-foto: Kalasjnikov Fold sammen
Læs mere

Pris og lanceringsdato ukendt

Modtagelsen af elbilen var ikke ubetinget positiv. Som et ordspil på inspirationen fra Izh-Kombi blev den på de sociale medier omtalt som »Izh-Zombie«, og en Facebook-bruger skrev på Kalasjnikovs Facebook-side, at »jeres tanks er fortrinlige, men det ville være bedre, hvis I holdt jer væk fra biler«.

Kalasjnikov, der er Ruslands største våbenproducent, er ellers bedst kendt for sit AK-47-maskingevær men har længe forsøgt at udvide forretningsområdet. Selskabet har for nylig lanceret et tøjmærke og har ligeledes kastet sig over at producere både paraplyer og omslag til smartphones.

Da CV-1 fortsat er en prototype og dermed ikke færdigudviklet, er det stadig uvist, hvad den vil komme til at koste. Det står heller ikke klart, hvornår den måtte kunne købes. Flere medier hæfter sig dog ved, at specifikationerne på bilen ikke ligefrem er på højde med Teslas.

PR-foto: Kalasjnikov Fold sammen
Læs mere