Kæmpehotel dræner Bella Center for penge

Det nye hotel på Amager med over 800 værelser er ved at udvikle sig til en økonomisk hovedpine for Bella Centret.

Bella Sky Comwell Hotel bliver Nordens største med omkring 800 værelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det storstilede Bella Sky Comwell Hotel lige ved siden af Bella Center på Amager har drænet pengekassen hos Bella Center i en sådan grad, at de nu skal på jagt efter en kvart milliard kroner. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Bella Center holder generalforsamling tirsdag, hvor vedtægterne skal ændres, så bestyrelsen får bemyndigelse til at forhøje kapitalen med op til 250 millioner kroner. Det sker efter krav fra selskabets bankforbindelse Nordea, fremgår det af avisen.

Ingen af selskabets største aktionærer, heriblandt ejendomsinvestoren Michael Kaa Andersen, den konkursramte Carsten Berger og privatinvestoren Steen Aabo, der i alt sidder på 83 procent af selskabets aktier, er i stand til at stille med den nødvendige kapital.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger vil Carsten Bergers aktiepost i hans konkursramte selskab Rudersdal ved kapitaludvidelsen blive overtaget af bankerne med pant i Bella Centers aktier. Det drejer sig om Nykredit, erhvervsbanken FIH og Alm. Brand Bank.

Fjordbank Mors har en 14 pct. aktiepost i Bella Center og ventes at skyde sin relative andel i.

Manglen på kapital i Bella Center er opstået til trods for, at det store messecenter i 2009 havde sit bedste år nogensinde. Store internationale arrangementer som COP15 og IOC's kongres var med til at give guldrandede dage på Amager og var medvirkende til, at Bella Center tjente hele 115 millioner kroner på bundlinjen ud af en omsætning på 708 millioner kroner i 2009.

Byggeriet af det nye hotel, der bliver Nordens største med over 800 værelser, blev påbegyndt i september 2008 - lige efter krakket i det amerikanske Lehman Brothers havde sendt chokbølger gennem finansverdenen.

Nordea stillede over én milliard kroner til rådighed for Bella Center til at løfte det store hotelbyggeri, der har en samlet projektsum på 1,3 milliard kroner.