Opdateret

Kæmpe vindmøllefond henter topchef fra Danmarks største pengetank. »Det handler også om at udfordre sig selv«

Copenhagen Infrastructure Partner, CIP, henter endnu engang en stor profil til sine rækker. Denne gang har de været på jagt hos pengetanken ATP.

ATP-topchefen Bo Foged har sagt sit job for at arbejde for CIP. Asger Ladefoged

Endnu engang har den stenrige vindmøllefond Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) ansat en stor profil til sine rækker.

Der er denne gang tale om Bo Foged, der er topchef i ATP, som er Danmarks største investor. Foged fratræder sin stilling senest til sommer og får derefter titel af partner og investeringsdirektør i CIP.

Det oplyser pensionskæmpen i en pressemeddelelse.

Foged har arbejdet i ATP i syv år, og titlen af administrerende direktør har han haft siden 2019. Han kalder ATP for en »enestående institution«, men da muligheden for at komme med på holdet hos CIP dukkede op, var han nødt til at takke ja.

»Jeg har været super glad for mit job og synes, at det har været en sand fornøjelse at stå i spidsen for ATP, men det handler også om at udfordre sig selv, når det går godt. Og det gør jeg med det her skifte,« siger den afgående ATP-topchef.

Han træder tilbage efter et rekordår i ATP. Pensionskæmpen leverede i sidste uge et regnskab for 2021, der viste et historisk højt investeringsafkast på 50 milliarder kroner.

Ifølge Bo Foged kommer han i CIP til at have ansvaret for blandt andet finans, it, skat og risiko.

»Og så skal jeg have nogle kunder, og jeg skal nok også tale med pressen nu og da.«

Tak til Foged

Det er den anden store pensionsboss, der inden for en uge forlader sin stilling. Senest lød det fredag, at Allan Polack, topchef i PFA, har valgt at træde tilbage for i stedet at forfølge en bestyrelseskarriere.

»På bestyrelsens vegne vil jeg gerne takke Bo for hans store indsats som direktør i ATP. Bo har været eminent til at stå i spidsen for den store forandringsproces, ATP gennemgår,« udtaler ATP-formanden Torben M. Andersen i pressemeddelelsen.

»Det er et samlet og et stærkere ATP, Bo nu overlader til sin efterfølger. Personligt har jeg sat stor pris på at arbejde sammen med Bo. Udover at være i særklasse faglig kompetent, så insisterer han som person på at skabe det konstruktive samarbejde, der skaber de bedste resultater for danskerne. Jeg ønsker ham alt det bedste fremover,« lyder det videre fra formanden i pressemeddelelsen.

ATP har nu sat gang i processen for at finde en afløser for Bo Foged, hedder det videre.

Kæmpe milliardforvalter

Det er ikke første gang, at CIP henter et kendt navn til virksomheden. I begyndelsen af året blev det meddelt, at Udenrigsministeriets departementschef, Lars Gert Lose, fratrådte sin stilling. Han skal fremover være direktør for public affairs, kommunikation og marketing hos CIP.

CIP er en kæmpe kapitalfondsforvalter, der investerer i grøn infrastruktur over hele verden. CIP har for nylig annonceret ambitionen om at have over 100 milliarder euro svarende til omkring 750 milliarder kroner under forvaltning i 2030. Lige nu lyder det tal på 120 milliarder kroner.

På verdensplan er antallet af ansatte i CIP vokset fra 150 til 270 mellem marts 2020 og nu, skrev Børsen i begyndelsen af januar.

»Hvis vi skal vokse efter den ambition, vi har meldt ud, så vil vi om et par år nærme os at være dobbelt så store målt på antallet af medarbejdere globalt,« sagde partner Michael Hannibal til Børsen.

CIP blev stiftet i 2012 af de tidligere »guldfugle« fra DONG med Jakob Baruël Poulsen i spidsen. I dag har selskabet otte fonde, som forskellige investorer har investeret i. Investorerne er blandt andet  PFA, Nykredit. PensionDanmark og AP Pension.

Navnet guldfuglene fik de tidligere DONG-folk efter at have fået tårnhøje lønninger og bonusser i selskabet, der nu hedder Ørsted. Det kostede angiveligt topchef Anders Eldrup jobbet, fordi han ikke havde orienteret bestyrelsen om den tårnhøje pris for Baruël Poulsen og hans kolleger, Christian Skakkebæk, Torsten Lodberg Smed og Rune Bro Róin.

Det er de fire og Christina Grumstrup Sørensen, som kom til lidt senere, der reelt regnes for grundlæggerne af CIP.

Netop CIPs historie er helt særlig inden for dansk kapitalforvaltning CIP, mener Bo Foged.

Over »ganske få år« har folkene bag bygget en international kapitalforvalter med kontorer verden rundt, konstaterer Bo Foged.

»Jeg husker ikke, at det er gjort af nogle andre kapitalforvaltere på så kort tid,« siger han.

Syv år

Før Bo Foged i 2019 endeligt fik titel af administrerende direktør, havde han i syv måneder været konstitueret som topchef. Før det havde han titel af finansdirektør.

Han har tidligere været administrerende direktør i Bankinvest og arbejdet i blandt andet Carnegie Bank og Verdensbanken.

Som administrerende direktør i kapitalforvalteren Bankinvest lærte han at sælge kapitalforvaltning, og i ATP har han fået en god idé om, hvad CIPs kunder vil have.

»Nu har jeg siddet syv år på købssiden, så jeg ved, hvordan en institutionel investor tænker, og hvordan den skruer sin portefølje sammen. Og det er altid en god idé som kapitalforvalter at have en grundig forståelse for, hvad kunderne er på udkig efter, og hvad der er behov for,« siger Bo Foged.