Kæmpe rokade i TDCs top

TDCs nye koncernchef vælger nu at blande kortene ekstra grundigt. En bunke chefer rokeres rundt.

Carsten Dilling Adm. direktør og koncernchef i TDC, ryster chefposen gevaldigt Fold sammen
Læs mere
Foto: NIels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om TDCs nytiltrådte koncernchef Carsten Dilling for nyligt annoncerede, at der ikke ville ske voldsomme ændringer hos TDC når han overtog posten, er posen med chefer alligevel blevet rystet ganske gevaldigt.

I forbindelse med dagens regnskabsmeddelelse, annoncerer TDC nemlig en større chefrokade, hvor en række af spidserne hos telekæmpen nu enten skal have helt nye visitkort, eller bare have skrevet lidt til deres eksisterende titler.

Eva Berneke, der hidtil har været chef for TDC omfattende wholesale-aktiviteter, der blandt andet sælger netværksadgang til TDCs egne selskaber Telmore og Onfone, skal nu være chef for TDC Erhverv. Her sad før Martin Lippert, der nu skal være ansvarlig for den daglige forretning i TDC med titlen COO.

Martin Lippert får også koncernchef Carsten Dillings tidligere job som chef for TDC Operations - en funktion, der ifølge TDC selv rummer ansvar for koncernens forandringsprocesser, herunder især effektiviseringer.

Det bliver den tidligere chef for TDC Norden, der kommer til at overtage efter Eva Berneke hos TDC Wholesale, samtidig med at han bevarer sin nuværende position.

Inger Ørum Kirk, der hidtil har været koncernchef med ansvar for det, TDC kalder for People and Culture - mennesker og kultur - stopper hos TDC i forbindelse med at hendes område lægges ind under Stakeholder Relations, der fortsat ledes af Miriam Igelsø Hvidt. Og endelig har Anders Jensen, der ellers er relativt ny mand hos TDC, vundet en ny stol i stoledansen, og er i tilgift blevet marketingchef.

YouSees Niels Breining og finansdirektør Pernille Erenbjerg er ikke berørt af rokaden.

”I forlængelse af min tiltræden som koncernchef har jeg ønsket en fokusering i topledelsen. Det hold, der nu er sat, udgør kontinuitet og har styrken til at sikre, at TDC også fremover vil skabe solide resultater til gavn for vores kunder og aktionærer,” siger Carsten Dilling i regnskabsmeddelelsen.

Forandringerne til trods, er der dog ikke tale om en nyt persongalleri, men blot rokader.