Kæmpe bankhandel: 60.000 kunder får ny bank
BankNordiks danske forretning bliver en del af storbanken Spar Nord, såfremt myndighederne tillader det.

BankNordiks danske forretning bliver en del af storbanken Spar Nord, såfremt myndighederne tillader det.

Danmarks femtestørste bank, Spar Nord, har fundet den store tegnebog frem her op til jul.
Storbanken sluger BankNordiks danske forretning og overtager dermed 60.000 kunder, 132 medarbejdere og 11 filialer, der samlet tegner sig for et forretningsomfang på cirka 25 milliarder kroner.
Aftalen er betinget af en godkendelse fra Finanstilsynet samt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, oplyser aftaleparterne.
Ifølge Spar Nords topchef, Lasse Nyby, er overtagelsen et godt match i forhold til bankens strategiske ambitioner om netop at stå stærkere i landets største byer og ikke mindst i hovedstadsområdet.
»Vi har gode erfaringer med at spille en aktiv rolle i konsolideringen og dermed supplere vores organiske vækst med fusioner og opkøb i de områder af landet, hvor vi ser et stort potentiale for at vokse. Derfor passer BankNordik rigtig godt ind i vores ambitioner, idet den netop er godt repræsenteret i hovedstadsområdet med syv filialer. Dertil kommer filialerne i Odense, Aarhus og Kolding, hvor vi også arbejder på at styrke vores position, og endelig ser vi frem til at gøre vores entré i Haderslev, hvor vi ikke tidligere har haft fysisk tilstedeværelse,« lyder det fra Lasse Nyby.
BankNordik er et såkaldt systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) på Færøerne, og det har været en udfordring for bankens danske forretning, forklarer Árni Ellefsen, der er administrerende direktør i BankNordik, i en pressemeddelelse.
»Derfor er vi, omstændighederne taget i betragtning, glade for at kunne overdrage en succesfuld organisation til Spar Nord,« siger Árni Ellefsen.
Købesummen for Spar Nords overtagelse af BankNordiks danske forretning er aftalt til bogført værdi tillagt goodwill for i alt 255 millioner kroner.