Kælderfund genopliver en 133 år gammel Carlsberg

En Tuborg smager som bekendt bedst - hver gang. Men for første gang i mere end hundrede år får særligt udvalgte øl-entusiaster snart mulighed for at smage en Carlsberg, som den smagte i rigtig gamle dage.

Foto: Torben Christensen

For nylig gjorde forskere ved Carlsberg Laboratorium en spektakulær opdagelse. I en gammel kælder på Carlsberg i København fandt de én af de allerførste Carlsberg-øl brygget med den oprindelige, rene gær fra 1883.

Efter at have overlevet 133 år i en ølflaske i bryggeriets kælder er det nu lykkedes for førende forskere ved Carlsberg Laboratorium at genbrygge den gamle lagerøl ved hjælp af den oprindelige gær og efter nøjagtig samme opskrift som den autentiske 1883-version.

Den genbryggede lagerøl, der har fået navnet Carlsberg Rebrew, kommer desværre ikke i handelen. Der er ifølge Carlsbergs pressechef Kasper Elbjørn kun produceret 30 flasker og der  bliver lavet nogle tønder, som er dedikeret til særlige markeder, der står Carlsberg nær - og kun beregnet til specielle arrangmenter.

»Men hvis man vil smage noget, der tilnærmelsesvis ligner, så er det Jacobsen Dark Lager,« siger Kasper Elbjørn.

I gamle dage var det at brygge øl en uforudsigelig proces, der ofte resulterede i udrikkelig øl. Men i 1883 revolutionerede Carlsberg Laboratorium verdens ølbrygning med den banebrydende opdagelse af den rene gær »Saccharomyces carlsbergensis«, der gjorde det muligt at brygge kvalitetsøl.

Carlsbeg gav gærtypen gratis væk til andre bryggerier, og i dag stammer de fleste lagerøl i verden fra netop den type ren gær, herunder øl fra de store internationale brands.