Kabel-TV-opkøb giver flere kunder

Sydenergi (SE) får dagligt 115 nye internetkunder ind i forretningen men forudser betydelige udgifter ved at få indbygget Stofa helt i energiselskabet.

Købet af Stofa har givet flere kunder i butikken men vil også blive dyrt for SE, når selskaberne skal lægges ordentligt sammen.
Læs mere
Fold sammen

Opkøbet af Danmarks næststørste kabel-TV-leverandør i februar har bidraget til at give energiselskabet Sydenergi (SE) 15.000 flere internetkunder i butikken.

Stofa nærmer sig nu at levere internetforbindelse til 200.000 kunder, mens SE selv til jul forventer at runde 75.000 kunder, der får deres internetforbindelse - med mulighed for også at tilkøbe TV og telefoni - gennem de fiberkabler, som de danske elselskaber gennem flere år har lagt i jorden for at opbygge en infrastruktur, der kan konkurrere med især TDC.

115 nye kunder om dagen

SE blev i februar 2013 endelig ejer af Stofa, som den svenske kapitalfond Ratos i oktober 2012 solgte for 1,9 milliarder kroner til SE. Stofa leverede i 1. halvår 2013 et driftsresultat på 114 millioner kroner eller 13 procent mere end for et år siden.

Koncernchef i SE, Niels Duedahl, noterer sig, at det lykkes at skaffe 115 nye husstande og virksomheder som internetkunder hver dag, hvilket en landsdækkende aftale om fiber med det tyske industrikonglomerat Siemens gør muligt. Alle Siemens' 2.800 medarbejdere med hjemmearbejdsplads vil inden for de kommende tre år få adgang til fiberbredbånd og dermed en forbindelse på mindst 30 megabit i sekundet både ind i og ud ad huset.

SE har som helhed opnået et driftsresultat på 750 millioner kroner efter en omsætningsfremgang til 2,16 milliarder kroner i 1. halvår.

Det bliver dyrt

»Den store indtjeningsfremgang skyldes naturligvis hovedsagelig tilgangen af Stofa. Årets resultat kan dog blive påvirket negativt som følge af en række integrationsomkostninger mellem SE og Stofa,« siger Niels Duedahl i en kommentar til regnskabet.

Fiberbredbånd leveres gennem lysoptiske fiberkabler, som kan håndtere langt større datamængder langt hurtigere end det traditionelle fastnet, som TDC ejer, og som er landsdækkende. Elselskaber i hele landet har forskellige tilgange til udrulningen af fiberbredbånd, men SE har været den mest aggressive spiller.

Elselskaberne samordner deres salg af Internet, telefoni og TV gennem salgsselskabet Waoo, der har den tidligere TDC-direktør Anders Christjansen i spidsen.