Kåre Schultz’ USA-sats får Lundbeck til at lette

Medicinalselskabet Lundbeck har fart på salgsvognen og opjusterede onsdag for anden gang på godt tre måneder sin resultatprognose for 2016. Topchef Kåre Schultz’ massive sats på USA giver pote med både flere patienter og prisstigninger.

Kåre Schultz har fået aktiekursen i Lundbeck til at skyde opad i raketfart. (Arkivfoto: Erik Refner) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lundbeck-topchef Kåre Schultz ligner lige nu en mand, der mestrer den ædle kunst at få ret. Siden Schultz for et år siden trådte op på scenen i Lundbeck med en kæmpe spareplan og storstilet satsning på USA i hånden, er stort set alt gået den 55-årige medicinalboss’ vej.

Onsdag kunne Kåre Schultz sætte endnu en perle på en snor, da Lundbecks kvartalsregnskab afslørede, at selskabets resultater over hele linjen var bedre, end markedet på forhånd havde ventet.

Forventningerne hos analytikere var faktisk, at Lundbeck ville overgå sig selv, men dagens opjustering var alligevel større, end selv de mest optimistiske iagttagere havde forestillet sig.

Det er især Lundbecks nøgleprodukter inden for sygdomsområder som skizofreni og depression, som viser høj vækst og sælger for hele 2,9 mia. kroner i årets første halve år, hvilket er dobbelt så meget som den tilsvarende periode af 2015.

Lundbeck er dog ikke kun lykkedes med at komme ud til flere patienter. Selskabet har også haft held med at holde priserne på det vigtige amerikanske marked. Dermed er Lundbeck sluppet helt fri af de problemer med prispres, som for et par uger siden barberede heftige milliardlunser af Novo Nordisks markedsværdi. Kåre Schultz’ tidligere arbejdsplads løb ganske enkelt ind i en uventet prislussing i USA.

Lundbeck i god form i USA

Når det gælder Lundbecks formkurve i USA, forventer Kåre Schultz, at priserne på selskabets produkter vil bevæge sig yderligere frem ad banen.

»Vi ser fortsat, at vi kan få listeprisstigninger, som også giver os nettoprisstigninger. Vi forventer, at vi med de løbende forhandlinger, vi har i USA, fortsat vil være i stand til at få nettoprisstigninger i de kommende år også,« siger Kåre Schultz.

For godt et år siden lancerede Lundbeck-topchefen et massivt spareprogram, som foruden 1.000 fyringer og et mål om at barbere omkostningerne med tre milliarder frem mod 2017 også indeholdt et storstilet sats på det amerikanske marked.

Også den del af strategien er på skinner, afslører de nøgne tal i selskabets halvårsregnskab. For et år siden hentede Lundbeck omkring 44 pct. af sin omsætning i USA, mens det i dag er 55 pct. af selskabets salg, der kommer fra det amerikanske marked.

Til gengæld falder størrelsen på selskabets europæiske forretning fortsat for fulde gardiner fra at udgøre 28 pct. af omsætningen for et år siden til 18 pct. i dag.

Hvis Kåre Schultz har flere sparetrumfer i ærmet, når den nuværende plan kommer i mål ved årets udgang, er det derfor nærliggende at forestille sig, at det endnu engang er Europa, som må holde for.

»Helt overordnet set vil der blive kigget mod Europa. Det er et meget, meget svært marked. Jeg tror, at man vil sige, at der er nogle geografiske områder, der vil være attraktive. Det vil være internationale markeder og helt naturligt USA, fordi det er det største marked i verden. Så derfor vil man formentlig kigge på, hvordan man skal balancere det i forhold til Europa,« siger Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank.

Mere i ærmet?

Om Kåre Schultz har mere i posen, når den forkromede spareøvelse i Lundbeck slutter til december, svæver en anelse i det uvisse.

»Man kan jo aldrig vide, hvad der sker. Det kommer jo helt an på, hvordan markederne og dynamikken i vores produkter udvikler sig. Jeg forventer, at der vil være en del markeder, hvor vi fortsat investerer og udvider eksempelvis i USA og Kina. Der vil også på andre markeder blive foretaget yderligere investeringer, mens der sikkert også vil være markeder, hvor vi må ind og justere organisationen afhængigt af, hvad der sker,« siger Kåre Schultz.

Jeres aktiekurs er braget i vejret det seneste års tid, hvilket har hævet forventningerne til, at I kan blive ved med at levere. Derfor skal der ikke så meget til nu, før markedet bliver skuffet. Hvordan ser du på det?

»Jeg ser bare sådan på det, at vi har en strategi og en plan med nogle langsigtede mål. Og det er det, vi går efter. Jeg forventer, at vi kan holde vores plan,« siger Lundbeck-topchefen.

Lundbecks aktiekurs er mere end fordoblet, siden Kåre Schultz blev udnævnt til topchef i Valby-selskabet i maj sidste år.