Kåre Schultz bliver topchef i Lundbeck

Den netop fratrådte Novo Nordisk-direktør Kåre Schultz bliver ny topchef hos medicinalselskabet Lundbeck. Schultz tiltræder den 20. maj.

Foto: Linda Kastrup.
Læs mere
Fold sammen

Medicinalselskabet Lundbeck har omsider fundet en ny direktør. Efter blot en uge uden arbejdsgiver blev den tidligere Novo Nordisk-direktør Kåre Schultz onsdag morgen præsenteret som ny topchef for Lundbeck.

»Det er mig en stor fornøjelse at kunne meddele, at Kåre Schultz tiltræder som administrerende direktør for Lundbeck. Hans enestående erfaring fra en imponerende karriere i medicinalbranchen gør, at Kåre Schultz har præcis de rette kvalifikationer til at håndtere de udfordringer, som Lundbeck står over for,« siger Håkan Björklund, Lundbecks bestyrelsesformand, i en meddelelse.

 

Lundbecks kommende administrerende direktør har været viceadministrerende direktør og koncerndriftsdirektør i Novo Nordisk siden januar 2014. Han blev ansat i Novo Nordisk i 1989. Kåre Schultz er desuden bestyrelsesformand for Royal Unibrew og er medlem af bestyrelsen i Lego.

Kåre Schultz smækkede torsdag i sidste uge med døren hos Novo Nordisk, da det stod klart, at hans drøm om at blive topchef i den succesfulde danske medicinalkoncern brast. I stedet for udsigten til topjobbet i Novo Nordisk stod Kåre Schultz til at miste en række ansvarsområder, fordi selskabet havde besluttet at foretage en række ændringer i organisationen. Det ville Schultz ikke finde sig i og forlader nu sin arbejdsplads gennem 26 år med øjeblikkelig virkning.

»Det er en udfordrende tid for Lundbeck, og jeg ser frem til at arbejde sammen med alle i Lundbeck for at bygge en stærk fremtid for vores patienter, aktionærer og medarbejdere,« siger Kåre Schultz i en kommentar.