Jyske: Rigtig rigtig positivt for GN

Opjusteringen fra GN Resound bekræfter, at selskabet er inde i en god gænge også hvad angår salget af de mere prisbillige høreapparater, vurderer Jyske Bank.

Foto: BJARKE ØRSTED. GN Store Nord A/S.
Læs mere
Fold sammen

Opjusteringen fra GN Resound mandag morgen sender op med fem procent. Men faktisk bekræfter nyheden det, som markedet allerede havde på fornemmelsen, fastslår Janne Vincent Kjær, aktieanalytiker i Jyske Bank.

Høreapparat-producenten forventer en organisk vækst på mere end syv procent i 2013 mod tidligere fire-seks procent. Resultatet ventes nu at lande højere end 825 millioner kroner mod tidligere 775-825 millioner kroner.

»Det er selvfølgelig rigtig, rigtig positivt, og det bekræfter, at den positive udvikling fortsætter formentlig også ind i andet kvartal,« siger Janne Vincent Kjær, som ser opjusteringen som et tegn på, at GN Resound også har bidt sig fast i markedet for de lidt billigere høreapparater.

Hun er dog ikke meget overrasket over mandagens opjustering.

»De er inde i en stærk udvikling, og den tidligere guidance var meget konservativ. Den nye afspejler mere forventningerne i markedet. Konsensus ligger i forvejen på syv procent, og jeg ligger på otte,« siger Janne Vincent Kjær.

I mandagens meddelelse medler GN Resound om »et stærkt salgsmomentum«.

»Den fortsatte positive omsætningsvækst, der er skabt på baggrund af den ledende teknologiske position, er meget lovende. Udviklingen berettiger yderligere undersøgelser af potentielle vækstmuligheder, og det er blevet besluttet at geninvestere en del af den yderligere indtjening, der genereres fra den højere omsætning, i fremtidige vækstmuligheder,« skriver selskabet.

Med opjusteringen trækkes forventningerne til GN Store Nord-koncernens resultat op i den øvrige ende af det tidligere udmeldte interval. Dermed ventes et resultat på mere end 1.230 millioner kroner mod tidligere 1.190-1-280 millioner kr.

GN Store Nord modificerer forventningen til den organiske vækst, så den nu hedder »mere end 11 procent«.

Forventningerne til headset-divisionen GN Netcom fastholdes på et resultat mellem 450 og 500 millioner kroner og en organisk vækst på mellem 17 og 20 procent.

Med opjusteringen fra GN Resound og kun en lille justering af koncern-forventningerne, kan dagens udmelding dog godt ses som en skygge over forventningerne til netop headset-forretningen.

»Det er et stort interval, de har givet for Netcom-delen. Det her kan ses som en svag pil nedad. Det ligger stadig inden for intervallet, men det er en aggressiv guidance de har givet for Netcom, og jeg ligger i den nederste del af intervallet,« siger Janne Vincent Kjær.