Jyske rigmænd køber strandet Sjælsø-projekt til kvart milliard

Byggeudvikleren IBI har overtaget stort boligprojekt i Odense fra Sjælsø Gruppens konkursbo. Målgruppen er byens mange studerende.

Ved Odense Havn vil IBI Group bygge boliger for rundt regnet en kvart milliard på arealet til venstre for de tre blokke, der eropført af Sjælsø Gruppen. PR-foto. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De jyske byggerigmænd Finn Birkjær Nielsen og Bent Friis Pedersen har overtaget et stort boligprojekt i Odense fra konkursboet efter Sjælsø Gruppen, der sidste sommer måtte opgive ævred efter lang tids kamp mod konjunkturer og en hær af banker.

Duoens projektselskab IBI Group har i Promenadebyen på Odense Havn købt en byggegrund på lige knap 27.000 kvadratmeter – det svarer til næsten fire fodboldbaner. Her, klos op ad tre eksisterende boligblokke opført af Sjælsø, er der mulighed for at opføre cirka 16.000 kvadratmeter boliger, svarende til en samlet projektværdi i størrelsesordenen 250 millioner kroner.

Finn Birkjær og Bent Friis Pedersen tjente en formue, da de i 2006 solgte IBI, Ikast Byggeindustri, til Sjælsø Gruppen, der dengang var en børskomet med en værdi på næsten syv milliarder.

Begge fortsatte i firmaet frem til 2010, og kort tid efter Sjælsø-kollapset sidste år købte de det gamle navn og hjemmesiden ud af konkursboet.

»Vi havde en god virksomhed, gode kunder og et godt navn. Med IBI Group vil vi fortsat udvikle fast ejendom. Vi ser et stort behov for mindre boliger i København og Aarhus, fordi de store byer suger studerende til sig,« sagde Finn Birkjær til Berlingske Business i februar, og også i den fynske hovedstad har de to jyder et godt øje til studerende.

»Odense er en livlig universitetsby med store udfordringer med at kunne huse de mange studerende, da folk i højere grad bliver boende i byen efter endt uddannelse. Derfor tror vi på, at der er et marked for mindre lejligheder her,« udtaler Finn Birkjær.

Til efteråret er der byggestart for den første blok på 4.000 kvadratmeter, fordelt på 50-60 treværelses lejligheder på hver 60-70 kvadratmeter. Den næste og tilsvarende blok har forventet byggestart til maj næste år.

IBI kan opføre to blokke til, men den nærmere udformning afhænger af en kommende lokalplan og af markedsudviklingen, selv om IBI generelt opfatter mindre lejligheder som mest interessante og lettest at leje ud eller sælge.

»De første lejligheder er beregnet til små familier eller til to studerende. Men hvis markedsforholdene ændrer sig, kan det være, at vi vælger familieboliger i de to sidste blokke,« siger Finn Birkjær, der ved siden af erhvervskarrieren sidder i bestyrelsen for Asger Jorn-kunstmuseet i hjembyen Silkeborg.

I København har Birkjær og IBI indrettet ungdomsboliger i Nordvestkvarteret blandt andet i en gammel bolsjefabrik.

Projektet i Odense er ejet 60 procent af IBI og 40 procent af firmaet Raundahl & Moesby, der er oprettet af to tidligere Sjælsø-chefer i Aarhus, og som har overtaget og videreført flere jyske Sjælsø-byggerier.