Jyske Bank venter snarligt nyt børsforsøg fra ISS

ISS vil hurtigt være på banen igen med endnu et forsøg på at gennemføre introduktionen på børsmarkedet, og der er på ingen måde tale om en annullering af planerne om at rejse 13 mia. kr. Det vurderer Jyske Bank over for Direkt/RB-Børsen.

pix-issstuepige
Foto: iss

Den danske storleverandør af services som rengøring og kantiner måtte efter jordskælvet i Japan udsætte sin børsintroduktion, da børsmarkederne oplevede sit eget skælv oven på katastrofen. ISS vil rejse 13 mia. kr. i nye aktier, udbudt i intervallet 100 til 110 kr. per aktie.

- Det, at de har udskudt introduktionen, er ikke så skidt, som det lyder. Og det er vigtigt at bide mærke i, at der på ingen måde er tale om en annullering, siger selskabsobligationsanalytiker hos Jyske Bank Martin Bo Hansen til Direkt/RB-Børsen og fortsætter:

- Såfremt markedet falder til ro, vurderer vi, at et nyt forsøg kan komme før regnskabet for første kvartal den 12. maj, da de så vil kunne genbruge prospektet. ISS frygter selvfølgelig, at de kommer på børsen samtidig med en atomkatastrofe i Japan og krig i Mellemøsten. De vil undgå, at aktien falder med 10 til 15 pct. fra start. Selvom det ikke ville være deres skyld, ville det give et tillidsknæk i forhold til markedet, siger Martin Bo Hansen.

På den baggrund skønner han, at udsættelsen faktisk er et godt tegn, da ISS godt kunne score sine 13 mia. kr. til gældsnedbringelse og så lade aktionærerne sejle deres egen sø.

- Det viser, at de fremadrettet ønsker at have et godt forhold til deres aktionærer. Det er vigtigt, for tilliden til dem er ikke høj efter udviklingen frem til afnoteringen, hvor de blev ved med at optage gæld. Der ville et fald fra start forværre tilliden yderligere, siger Martin Bo Hansen og afslutter:

- Og så vil de to store kapitalfonde nok starte at sælge deres aktier et år eller to efter noteringen, og de vil selvfølgelig prøve at sikre så høj en kurs som muligt, på det tidspunkt.

Direkt/RB-Børsen