Jyske Bank taber millioner til konkursbo

Onsdag blev Jyske Bank dømt til at skulle betale 25 millioner kr. til finansmanden Steen Brydes konkursbo.

I går tabte Jyske Bank retssagen, der bygger på konkursboerne efter den fallerede finansmand Steen Bryde.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Malte Kristiansen

Jyske Banks manøvre for at sikre sig mod tab i et af konkursboerne efter finansmanden Steen Bryde var ikke helt i orden. Det meldte Højesteret ud i går, da dommen faldt, og Jyske Bank kunne stå som taber.

Konsekvensen bliver, at banken skal betale 25 millioner kr. tilbage til konkursboet efter Steen Bryde og derudover dække sagsomkostningerne.

Højesteret mente ikke, at det var i orden, at Jyske Bank havde fået et af Steen Brydes fuldt ejet selskaber til at hæfte for den gæld, der var til banken i et andet nødlidende selskab, hvor Steen Bryde kun ejede halvdelen af aktiekapitalen.

Jyske Banks juridiske direktør, Peter Stig Hansen, vil læse dommen grundig igennem og se, om der er nogle ting, banken skal overveje at ændre.

Det vil andre banker nok også gøre. Inden dommen i går var det ikke en unaturlig fremgangsmåde blandt advokater at benytte sig af, men nu skal bankerne tænke sig en ekstra gang om, inden de vælger at modtage betalinger fra selskaber.

Steen Bryde gik konkurs i efteråret 2008. Ejendomsmatadoren er tiltalt for groft skyldnersvig, mandatsvig og skattesvig, der løber op i cirka 50 millioner kr. Han risikerer tre til fem års fængsel.