Jyske Bank: Rockwool-aktien er for dyr

Rockwools konkurrenter udvider kraftigt, mens den danske aktie allerede tager højde for positive nyheder i fremtiden, mener Jyske Banks analytikere.

Jyske Bank mener, at prisen for Rockwools aktier er for dyr. Banken fastholder derfor "reducer"-anbefalingen på aktien.

Ifølge en analyse fra analytiker Jesper Klitgaard Frederiksen er kursen på Rockwools aktier meget højt sat, og der er således taget højde for en fremtidig positiv nyhedsstrøm fra selskabet.

Rockwool hæmmes samtidig af, at en række kapicitetsudvidelser fra Rockwools konkurrenter, der har etableret en del nye fabrikker på det seneste, vil have en negativ indvirkning på Rockwools indtjening.

- De store kapacitetsudvidelser i isoleringsbranchen medfører et langt større udbud om 3-4 år - og kombineres dette med et fald i den europæiske byggeaktivitet, frygter vi et overudbud, som vil medføre en lavere indtjening for producenterne, skriver analytiker Jesper Klitgaard Frederiksen.

Rockwool-aktien lukkede torsdag i kurs 1030, hvilket var en stigning på 0.98 pct. i forhold til onsdagens lukkekurs.

RB-Børsen