Jyske Bank og BRF forlænger løfte om lave bidragssatser

Mens tre af de fire største realkreditinstitutter i år har sat priserne op på deres realkreditlån, vælger Jyske Bank og BRFkredit foreløbig at holde priserne i ro. Hidtil har koncernen lovet at holde priserne året ud. Det løfte er nu forlænget.

Anders Dam er topchef i Jyske Bank-koncernen, hvor både Jyske Bank og BRFkredit holder bidragssatserne i ro - i hvert fald indtil 1. april 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Eftersom landets tre største realkreditinstitutter, Nykredit/Totalkredit, Realkredit Danmark og Nordea Kredit, alle har hævet bidragssatserne på deres realkreditlån i år, ville de fleste nok ikke falde bagover af overraskelse, hvis det fjerdestørste institut, BRFkredit, fulgte efter og hævede priserne.

Ikke desto mindre har BRFkredit og moderselskabet Jyske Bank, der sælger realkreditlignende boliglån, valgt ikke at hæve priserne foreløbig. I stedet håber koncernen at lokke nye kunder til ved at have lavere priser.

Hidtil har Jyske Bank-koncernen garanteret, at kunderne ville bevare deres priser i hvert fald året ud. Men nu står det klart, at Jyske Bank og BRFkredit tidligst hæver priserne fra 1. april 2017.

Således skal institutterne meddele prisstigninger med tre måneders varsel til henholdsvis den 1. januar, 1. april, 1. juli eller 1. oktober. Og da BRFkredit og Jyske Bank pr. fredag den 30. september ikke har varslet prisstigninger, kan kunderne i Jyske Bank-koncernen altså se frem til at beholde de nuværende priser i hvert fald frem til 1. april 2017.

De øvrige institutter har begrundet de stigende bidrag dels med kommende øgede kapitalkrav fra EU og dels med Finanstilsynets krav om at have færre risikofyldte realkreditlån, herunder de tidligere så populære F1-lån.

Foreløbig er der ikke kommet nogen afklaring af, hvilke nye kapitalkrav der kommer fra EU. Derfor er det også stadig en mulighed, at BRF og Jyske Bank hæver priserne, når kravene er kendte.

BRFkredit er 5.000 kr. billigere

Sammenligner man priserne på et F3-lån, er BRFkredit i øjeblikket væsentlig billigere end konkurrenterne. Priseksemplet tager udgangspunkt i en bolig med en værdi på tre millioner kroner, hvor man låner 80 pct. af værdien, altså 2,4 mio. kr.

Det lån koster som udgangspunkt 25.353 kr. årligt i bidrag hos Realkredit Danmark, 25.800 kr. hos Totalkredit og Nykredit, 25.200 hos Nordea Kredit, og 20.400 kr. hos BRFkredit. Altså en forskel på omkring 5.000 kr. årligt. Priserne er udregnet af prisportalen Mybanker.dk.

Bidragssatserne er steget betydeligt gennem de seneste mange år. Eksempelvis kostede førnævnte lån blot det halve - omkring 12.000 kr. - i årligt bidrag i januar 2008.