Jyske Bank øger sin ejerandel i Nordjyske Bank

Jyske Bank har købt yderligere aktier i Nordjyske Bank, så Silkeborg-banken nu ejer 33,49 pct. af aktiekapitalen. Det oplyser begge banker i separate meddelelser mandag aften.

Foto: Torben Christensen

Jyske Bank købte i sommeren sidste år en stor bunke aktier i Nordjyske i forbindelse med en emission, der skulle sikre kapitalgrundlaget i banken efter opkøbet af Nørresundby Bank. Her købte Jyske Bank omkring 6,12 mio. aktier, hvilket bragte ejerandelen op på 30,1 pct.

Ifølge lov om værdipapirhandel skal man indsende et købstilbud til de resterende aktionærer, hvis man har bestemmende indflydelse, hvilket i loven er mere end en tredjedel af stemmerne.

Det kommer dog ikke i spil i mellem Jyske Bank og Nordjyske Bank, da banken i sine vedtægter har et stemmeloft på 1000 stemmer.