Jyske Bank havde fire henvendelser på Nordjyske Bank inden købstilbud

Læs mere
Fold sammen

. Jyske Bank var i dialog med fire forskellige købere omkring et salg af bankens aktiepost i Nordjyske Bank, inden at den tirsdag sadlede rundt og i stedet har fremlagt et købstilbud på alle aktier.

Det fortæller Anders Dam, der er ordførende direktør i Jyske Bank, oven på bankens tilbud om at købe Nordjyske Bank for 170 kr. per aktie.

Jyske Bank offentliggjorde i maj sidste år, at den ville forsøge at sælge aktieposten på 38,47 pct., og banken har været i kontakt med en udenlandsk kapitalfond, to danske aktionærgrupper samt et andet pengeinstitut.

Jyske Bank ville i første omgang sælge til kurs 135, men det blev i takt med bedre resultater i Nordjyske Bank hævet til først 140 kr. og igen til 157 kr. i slutningen af 2017.

- Ingen af disse fire grupper ville bide til bolle til de kurser, vi udbød, siger Anders Dam til Jyske Bank TV.

Derudover forklarer han, at opkøbsplanerne skal ses i sammenhæng med, at kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's, der fastsætter Jyske Banks kreditvurdering, har øget kapitalfradragene for ejerskab i andre finansielle virksomheder. Det gør det mindre interessant at eje aktieposten i Nordjyske Bank, siger Anders Dam.

- Derfor er vi kommet frem til, at når ingen andre vil byde de priser, og vi selv kan regne os frem til en klækkelig gevinst til Nordjyske Banks aktionærer og Jyske Banks aktionærer for kurs 170, så tillader vi at lægge et frivilligt betinget købstilbud, siger Anders Dam til Jyske Bank TV.

Flere analytikere spekulerer i, at Jyske Banks bud kan skyldes et ønske om at få andre mulige købere ud af busken, men det afviser Anders Dam.

- Vi har intet ønske om at slippe af med Nordjyske Bank, men kommer der et bud, som er bedre end os, må vi forholde os til det. Det står Nordjyske Banks bestyrelse frit for at søge et bedre bud, siger Anders Dam.

Jyske Banks henvendelse til Nordjyske Bank er sket udenom bestyrelsen, og det kom som en overraskelse for Nordjyske Bank.

- Jeg er overrasket, og det kommer bag på mig. Det er et uinviteret købstilbud, som jeg først lige er blevet orienteret om. Men det er en situation, vi nu skal forholde os til, sagde bestyrelsesformand for Nordjyske Bank Mads Hvolby tidligere tirsdag.

Nordjyske Bank anbefaler aktionærerne at afvente bestyrelsens redegørelse for købstilbuddet. Næste skridt i handlen er, at Jyske Bank inden for fire uger offentliggør et officielt købstilbud.

Nordjyske Bank-aktien stiger tirsdag eftermiddag 39,5 pct. til 166 kr., mens Jyske Bank-aktien stiger 2,4 pct. til 392,70 kr.

/ritzau/FINANS