Jyske Bank forsøder købstilbud på Nordjyske Bank - byder 20 kr. ekstra

Læs mere
Fold sammen

. Jyske Bank har forhøjet sit købstilbud til aktionærerne i Nordjyske Bank med 20 kr. til 190 kr. per aktie. Det forhøjede tilbud værdisætter Nordjyske Bank til lige under 3,5 mia. kr. mod de godt 3,1 mia. kr., som Jyske Bank bød den 13. marts.

Dermed involverer buddet nu en præmie på 60 pct. mod tidligere 43 pct. i forhold til lukkekursen på Nordjyske Banks aktie den 12. marts, dagen inden at Jyske Bank fremsatte sit købstilbud.

- Den forhøjede tilbudskurs imødekommer tilkendegivelser fra repræsentanter for bestyrelsen og aktionærer i Nordjyske Bank, som er fremkommet efter offentliggørelsen af Jyske Banks beslutning om at fremsætte et købstilbud.

- Den forhøjede tilbudskurs er endvidere fastsat under hensyn til den opskrivning af værdien af Nordjyske Banks ejerandel i BI Holding og opjustering af forventningerne til 2018, der blev meddelt af Nordjyske Bank den 21. marts 2018, skriver Jyske Bank.

Beslutningen om at forhøje buddet øger Jyske Banks forventninger til, at bestyrelsen i Nordjyske Bank vil anbefale aktionærerne at acceptere tilbuddet, skriver banken videre.

Selve tilbudsdokumentet venter Jyske Bank at offentliggøre senest den 10. april. Indtil da har banken ikke yderligere kommentarer til sit tilbud, hedder det i meddelelsen.

Jyske Bank ejer i forvejen 38,47 pct. af Nordjyske Bank. Aktierne blev købt i 2015 til 115 kr. per aktie.

/ritzau/FINANS