Jyske Bank Dom i Gibraltar-svindelsag ophæves

Jyske Bank får ophævet en dom i en svindelsag i Gibraltar, som banken har anket.

Foto: Jens Nørgaard Larsen. Jyske Bank får ophævet en dom i en svindelsag i Gibraltar, som banken har anket.(Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2013)
Læs mere
Fold sammen

»Retten har nu afsagt dom i ankesagen og fulgt Jyske Banks påstand om, at dommen i 1. instans ophæves. Modparten skal starte forfra med en "retrial", hvis de stadig ønsker at fremme deres sag,« skriver Jyske Banks direktør Anders Dam mandag eftermiddag i et tweet.

Sagsøgerne skal nu starte sagen op på ny.

»Vi er tilfredse med det resultat,« siger juridisk direktør Peter Stig Hansen til Ritzau Finans tirsdag morgen. En ophævelse, når man har tabt ved en instans, er ifølge ham en sejr.

Han vil ikke spekulere i, om sagsøgerne vil anlægge en sagen igen og oplyser, at der endnu ikke er sat en dato for, hvornår det eventuelt skal ske.

17. maj sidste blev der i Gibraltar afsagt dom til fordel for sagsøgerne i en retssag anlagt mod Jyske Bank Gibraltar af 16 tidligere klienter hos advokatfirmaet Marrache & Co.

Retten i Gibraltar mente, at Jyske Bank "bevidst og uærligt" har hjulpet advokatbrødrene Benjamin, Isaac og Solomon Marrache med at stjæle klientmidler. De tre brødre blev i 2014 idømt længere fængselsdomme, efter at de stjal 27 mio. pund (233 mio. kr.) fra klienters konti.

Af regnskabet for andet kvartal sidste år fremgik det, at Jyske Bank hensatte 105 mio. kr. til den tabte retssag i Gibraltar.

»Dommeren konkluderer, at der påhviler banken et erstatningsansvar. Banken er uenig i dommerens konklusioner og har appelleret dommen. Resultatet af appelsagen ventes at foreligge inden udgangen af 2017,« skrev banken i regnskabet.