Jyske Bank-chef: Swipp kan aldrig nå i balance økonomisk

Jyske Bank-direktør Anders Dam lægger så godt som Swipp-samarbejdet dødt. Han udtaler, at han anser det for umuligt nogensinde at få Swipp i balance økonomisk.

Foto: Claus Fisker. Jyske Bank-direktør Anders Dam - Her i hovedsædet i Silkeborg.
Læs mere
Fold sammen

Betalingstjenesten Swipp blev lanceret som fremtidens betalingsløsning og har igennem flere år skullet tage kampen om med Danske Banks betalingsløsning MobilePay. Men nu ser Swipp ud til at blive lagt i graven.

Jyske Bank forlader - ligesom Nordea gjorde det for nyligt - Swipp-samarbejdet, og Jyske Bank-direktør Anders Dam lægger ikke fingre imellem, når han skal vurdere Swipps overlevelsesmuligheder.

»Når vi kalkulerer på det her, anser vi det for umuligt at nå i balance på det her inden for nogen som helst tidshorisont, og derfor har vi besluttet at trække os fra samarbejdet,« siger Anders Dam.

Han fortæller, at Jyske Bank ville have forladt samarbejdet, også selv hvis Nordea ikke havde gjort det samme.

»Vi har i nøje fulgt med i, i hvad omfang vores kunder bruger Swipp. Og hvilke omkostninger der er forbundet med det. Der begyndte vi allerede at få dybe panderynker omkring slutningen af 2015. Og de er bare blevet dybere og dybere i løbet af foråret,« siger Anders Dam.

På den baggrund meddelte Anders Dam allerede inden sommerferien, at Jyske Bank ville forlade Swipp.

Jyske Bank skal nu undersøge, om banken eventuelt skal med i MobilePay, som Nordea er kommet det, eller om Jyske Bank skal gøre noget helt tredje. Fortsat er der dog ingen forhandlinger med nogen.