Jysk vil sælge fladskærme

Detailgiganten Jysk udvider produktsortimentet, og vil i fremtiden også have tilbud på elektronik som fladskærme.

Dyne-Larsen vil også sælge elektronik. En af Danmarks største detailkæder er begyndt at føre elektroniske varer som fladskærme.

Fra slutningen af juli i år tilbød Jysk sine kunder et 40 tommers fladskærmsfjernsyn til lige under 7.000 kroner. - Det er gået ganske fint, ligesom vi havde forventet. Vi solgte skærmene på nogle ganske få uger, siger kommunikationsdirektør Kim Nøhr Skibsted, Jysk, til Børsen.

Han oplyser, at det ikke er sidste gang, at kunderne vil kunne købe elektronik hos Jysk. Kæden vil fortsætte med, hvad de kalder "hot spot-tilbud".

Det er ikke kun Jysk som spreder sig over nye varetyper. Discountkæder som eksempelvis Netto og Aldi har i forvejen et stort salg af computere, fjernsyn. DVD-afspillere og anden elektronik.

Hos Branchen Forbruger Elektronik frygter man ikke den tiltagende konkurrence som special butikkerne udsættes for.

- Det er ikke et problem, at Aldi eller Jysk sælger elektronik, for det er ofte billigere produkter, de sælger. Der er jo også forskel på årgangsvin og vin på karton, og det er kunden, der må afgøre, hvad de vælger, siger kommunikationschef Finn Möbius til Børsen.

- trichs