Jysk rigmand tættere på gigantisk moské-projekt

Nu lysner det for den viborgensiske rigmand Finn Bachs planer om et kombineret moské-, bolig- og erhvervsbyggeri på Amager. Københavns Kommune har givet det storstilede byggeprojekt foreløbigt grønt lys med en såkaldt startredegørelse. Mulig byggestart er primo 2011.

Prisen for det enorme projekt med et kombineret moské-, bolig- og erhvervsbyggeri på Amager bliver anslået 2,5 mia. kr. Fold sammen
Læs mere
Foto: BIG
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Planerne om et 124.000 etagekvadratmeter stort byggeri bag SAS-hotellet på Amager er nu ved at tage form. Københavns Kommune har netop udarbejdet en startredegørelse, som er forløberen for en egentlig lokalplan. Går alt efter planen kan Bach Gruppen, som ejes og drives af Finn Bach og hans familie, tage første spadestik i begyndelsen af 2011.

Billedserie: Sådan skal milliardbyggeriet på Amager se ud

Bach Gruppen og Københavns Kommune er dermed blevet enige om hovedlinierne for det planlagte byggeri på den såkaldte moskégrund, så kommunens miljø- og teknikudvalg på sit næste møde den 25. februar kan tage stilling til, om der skal udarbejdes en lokalplan for området. Det oplyser Ulrik Winge, som er direktør for kommunens Center for Bydesign. ”Det vi lægger op til i startredegørelsen er, at vi vil kunne lave en lokalplan her i foråret, som så vil kunne komme i offentlig høring i efteråret, sådan at man i begyndelsen af 2011 vil kunne vedtage lokalplanen,” siger Ulrik Winge. Men det forudsætter altså i første omgang, at miljø- og teknikudvalget beslutter sig for at udarbejde en lokalplan for området.

Prisen for det enorme projekt med et kombineret moské-, bolig- og erhvervsbyggeri på Amager bliver anslået 2,5 mia. kr. Moskégrunden ligger tæt ved SAS-hotellet og skal rumme boliger, butikker, daginstitutioner, hotel - og en sunnimuslimsk moské. Hele byggeriet er fordelt på ni sammenhængende højhuse på mellem 44 og 86 meter høje. På grund af den næsten bjergkædeagtige udformning har byggeriet i folkemunde fået navnet Bryggebjergene.

Bach Gruppen købte grunden i 2005 og skal stå for byggeriet, der er tegnet af arkitektfirmaet BIG, som arkitekten Bjarke Ingels står bag, men selve idéen om et kombineret moské-, bolig- og erhvervsbyggeri er Kurt Thorsens. Han udviklede projektet, mens han afsonede sin dom på seks år for bedrageri og dokumentfalsk.