Jysk milliardær skuffet over Fondsbørsen

Kritikken af Fondsbørsen fortsætter, efter at handelspladsen onsdag gav grønt lys til afnoteringen af Mols-Linien. Milliardæren Henrik Lind, der ejer over fem procent af Mols-Linien, er skuffet over Fondsbørsen.

Henrik Lind står bag virksomhederne Lind Invest og Danske Commodities, og han er ligeledes en vægtig aktionær i Mols-Linien. Han retter nu kritik af Fondsbørsens beslutning om at lade Mols-Linien afnotere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Dam Kristensen

Mols-Linien stopper som børsnoteret selskab. Det er det foreløbige facit, efter at Fondsbørsen i onsdags gav grønt lys til at afnotere selskabet.

Det sker efter en sej opkøbskamp, hvor kapitalfonden Polaris har opkøbt 78,90 pct. af stemmerne i Mols-Linien og været den drivende kraft bag den kommende afnotering.

Men afnoteringen vækker langt fra glæde blandt de andre aktionærer i rederiet, og selskabets næststørste aktionær, Lind Invest, tager nu for første gang bladet fra munden og kommenterer Fondsbørsens beslutning.

»Vi har også noteret os børsens afgørelse, og den tager vi til efterretning. Men vi er skuffede, og så afventer vi, hvad Polaris melder ud,« siger Henrik Lind, der stifter og adm. direktør af Lind Invest.

Henrik Lind er en af de rigeste personer i Danmark og har opbygget sin formue på elhandelsselskabet Danske Commodities. Den jyske elkøbmand er ifølge Berlingskes seneste rigeliste god for 1,3 mia. kr., hvilket placerer ham som den 78. rigeste dansker.

Disse penge har Henrik Lind investeret i en række selskaber og altså også Mols-Linien, hvor milliardæren fremsatte et tilbud, der var højere end Polaris, men som han trak tilbage, fordi tilslutningen ikke var stor nok.

Lind Invest nåede dog at sætte sig på lidt over fem procent af aktierne i Mols-Linien, hvilket gør Henrik Lind til det næststørste aktionær i rederiet.

En række øvrige aktionærer har også udtrykt deres utilfredshed med Fondsbørsens beslutning om at lade Mols-Linien afnotere. Således sagde Dansk Aktionærforening i går i en pressemeddelelse:

»For rigtig mange private aktionærer er en afnotering i praksis lig med en tvangsindløsning. Derfor er det totalt uacceptabelt, at en kapitalfond, som ikke har villet betale en tilstrækkeligt høj kurs for købe de 90 procent på ordentlig vis, nu i stedet får fri bane til at chikanere de sidste aktionærer ud,« lød det fra direktør i Dansk Aktionærforening, Jens Møller Nielsen.