Jysk 'guldfugl' dropper salg efter rekordregnskab

Voldsom stigning i driftsresultat får aarhusiansk guldfugl til at droppe et planlagt salg - på trods af stor interesse og omkostninger.

Foto: Axel SchŸtt

Højest overraskende trækker den aarhusianske kranvirksomhed Højbjerg Maskinfabrik stikket for at planlagt salg. Det sker ifølge Børsen i sidste øjeblik, og fordi virksomheden i 2014 oplevede en stigning i driftsindtjeningen på 72 procent til rekordhøje 91 millioner kroner.

»Det er langt over forventning. Og det betyder, at vi ikke længere har brug for en ejer med økonomiske muskler til at finansiere vores meget ambitiøse vækstplan. Det kan vi selv, og derfor beslutter ejerskabet at beholde HMF,« siger bestyrelsesformand Kim Buchwald til avisen.

Salget var ellers så langt fremme, at alt materiale var klar til en stor og ivrig køberskare. Derfor er det også en usædvanlig u-vending, som kommer til at koste virksomheden et »pænt stort millionbeløb,« som bestyrelsesformanden udtrykker det.

Virksomheden ejes af Ingvar og Hans Bundgaard, og den eksporterer til flere end 50 lande. Salget var sat på dagsordenen, efter finanskrisen havde vendt solide overskud til underskud. Men nu er skuden vendt igen, og salget afblæst.