Jysk fortsætter sin vilde vækst: Nu i land nummer 37

Jysk har netop åbnet sin første butik i Montenegro, og flere er på vej. Det sker i en tid, hvor den danske dynekonge for alvor jagter nye markedsandele rundt om i verden.

Lars Larsen har nu også »et godt tilbud« til indbyggerne i Montenegro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Nu kan der for første gang købes billige dyner fra Dyne-Larsen i Montenegro. Lars Larsens »gode tilbud« er hermed at finde i 37 lande rundt om i verden. Den første Jysk-butik i Montenegro er åbnet i landets næststørste by, Nikšić.

Og Jysk-eventyret i det nye eksportland stopper ikke her. Den næste Jysk-butik i Montenegro åbner inden for de næste måneder, og koncernen forventer at åbne endnu flere i landet, der har 600.000 indbyggere.

Den nye butik bliver drevet af en lokal franchisetager, der i forvejen har erfaring med detailsektoren, da han ejer otte supermarkeder under navnet »Hard Discount Laković.«

Koncernen har en ambition om at blive udbredt i hele verden.

»Ekspansion er en del af vores dna. Vi har det svært, når vi ikke gennem længere tid kan ekspandere. Sådan har vores ejer det også, da han godt kan lide at ekspandere,« siger administrerende direktør for Jysk Nordic, Jan Bøgh.

I september måned fortalte Jan Bøgh til Berlingske, at Jysk blandt andet har planer om at åbne butikker i Grækenland, som koncernen har haft i kikkerten allerede inden den økonomiske krise i landet startede. Målet er nu at åbne 50-75 butikker i Grækenland inden for en kortere årrække. Udover Grækenland er Belgien og Tyrkiet interessante markeder for Jysk, lyder det fra Jan Bøgh.

Jysk har også blikket rettet mod Afrika, som er et vækstmarked, mange danske detailvirksomheder er interesseret i. Her ser Jysk særligt Ghana og Elfenbenskysten som potentielle markeder.

Jysk-gruppen har et skandinavisk udgangspunkt. Den første butik åbnede i Danmark i 1979, og i dag har koncernen over 2.200 butikker og 19.000 medarbejdere fordelt i 37 lande. I Tyskland og Østrig er navnet »Dänisches Bettenlager.« I resten af verden hedder butikkerne »Jysk.«

Stifter og ejer Lars Larsen står også bag møbelkæderne Bolia.com, IDEmøbler og ILVA. Den samlede omsætning i Lars Larsen Group er på 23,3 milliarder kroner.