Jysk byggefamilie skovler ind i København

Et af landets mellemstore og familieejede byggefirmaer tjente godt i 2011 trods krisen. Halvdelen af omsætningen bliver hentet øst for Storebælt.

KPC står bag to kommende højhuse på det nordlige Amager - her ses et projekt med 130 boliger i op til 12 etager med Danica Pension som investor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Animation fra KPC.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det familieejede byggeudviklingsselskab KPC Holding kom godt ud af 2011. Omsætningen rundede en milliard kroner, og det udløste et overskud før skat på godt 70 millioner.

"Det opfatter jeg som meget tilfredsstillende. I den verden, vi lever i, er det mere end godkendt," siger grundlægger Kurt Poulsen til Berlingske Business.

Han etablerede firmaet i 1979 i hjembyen Herning og er i dag fortsat med som administrerende direktør i selve holdingselskabet. Han og familien ejer stadig hovedparten af aktierne, mens en række nøglemedarbejdere er blevet medejere.

Se også: Det skæve hotel på Amager

Da byggebranchen buldrede derudad, var omsætningen meget højere, men indtjeningen dårligere og ligefrem negativ i nogle år.

"Dengang gik det alt for stærkt. Der opstod flaskehalse, og vi havde indgået langsigtede kontrakter med faste priser og kunne se, at materialer og lønninger var steget i mellemtiden. Vi fik droslet ned og har nu en fornuftig forretning," siger Kurt Poulsen.

Med afsæt i en ordrebog på en milliard tør han forudsige et godt resultat i 2012 og tror på det samme for 2013 og 2014.

Firmaet har ikke selv håndværkere, men styrer store byggeprojekter, blandt andet et aarhusiansk højhus på 25 etager. Men knap halvdelen af omsætningen bliver hentet i Storkøbenhavn og Sjælland. Blandt aktuelle opgaver er et nyt dansk hovedkvarter for Siemens i Ballerup nordvest for København og - som tidligere omtalt af Berlingske Business - to bolighøjhuse på Amager.



Trods de lyse udsigter for hans eget firma er Kurt Poulsen ikke ligefrem optimist, hvad angår hele byggebranchen, der oplevede en barsk nedtur fra 2007-09 og stadig har lav aktivitet.

"Der bliver smalhals, indtil statens budget løber rundt igen, og det kræver tilpasning i branchen. Jeg tror, at vi også vil se en del konkurser i 2012 blandt dem, som ikke tjente penge i 2011, men så er strukturen nok også på plads," siger byggeveteranen.



Antallet af konkurser i byggebranchen lå i 2009 og 2010 på rekordhøjt niveau omkring 1000 og faldt i 2011 til 774 - dobbelt så højt som før finanskrisen. Dansk Byggeri venter cirka 750 kollapser i år.