Jysk bankcafé flopper hos unge

Jyske Banks stjerne er falmet gevadigt blandt de unge. Efter fire år med suveræne førstepladser i analyseinstituttet Zaperas årlige image-måling blandt de 15-30 årige, har de unge nu vendt sig mod det jyske pengeinstitut.

De unge har givet banken dårligere karakterer end sidste år på næsten alle parametre. Det skriver dagbladet Børsen.

Den dårlige måling kommer på trods af at Jyske Bank sidste år lancerede deres cafékoncept, som netop skulle tiltrække de unge kunder, og som har kostet 400 mio. kr.

Branding-ekspert Stiig Helgens Binggeli, adm. direktør i Brandhouse mener, at banken har undervurderet forbrugerne.

»Deres markedsføring har glippet. Den har simpelthen været forkert. De har satset på nogle forkerte parametre, som, de troede, var vigtigt for de unge. De er gået fra at være en bank til at være en form for underholdningsinstitution, og det er der de er blevet valgt fra. Folk vil ikke spille bordfodbold i en bank. Det virker useriøst,« siger Stiig Helgens Binggeli til Børsen.

Analysen viser en stigende tendens til at de unge kunder opfatter Jyske Bank som uengageret og utilgængelig og i mindre grad forstående og indlevende. Til gengæld scorer banken stadig højt på at være moderne. Sammenligner man med Danske Bank og Nordea har Jyske Bank stadig et noget bedre image blandt sine kunder end de store banker. Bl.a. derfor tager banken undersøgelsen med ophøjet ro.