Jysk arkitekt jagter vækst

Aarhus-tegnestuen Aart trapper op i København med nordjyske Rasmus Højkjær Larsen i front. Han elsker teknologi – og håndtegnede skitser.

Med stribevis af opgaver med sygehuse og institutioner er Aart Architects fra Aarhus blevet en af landets toneangivende tegnestuer og trapper nu op i København, hvor Rasmus Højkjær Larsen er udpeget som chef.

For et år siden åbnede Aart i midlertidige lokaler og er netop rykket ind på et nyrenoveret tørreloft i et pakhus på Njalsgade på Islands Brygge med ti mand – lige så mange arbejder i Oslo og et halvt hundrede på hovedkontoret i Aarhus.

»Vi kan sidde 40, så der er plads til vokse i København. Vores ambition er 50 procent vækst de første år, men vi skal ikke vokse mere, end at de mennesker, vi arbejder for, fortsat oplever, at vi er tæt på dem,« siger Rasmus Højkjær Larsen.

Filosofien er at være en »ydmyg og lyttende tegnestue«. Arkitektoniske visioner skal tage afsæt i ønsker og behov hos kunder og brugere og resultere i løsninger, der virker. Eksempelvis i Bikubenkollegiet i Ørestad:

»Mange studerende føler sig ensomme, så vi ville skabe små og store fællesskaber. Vi har konstrueret bygningen, så man kan se andre, lige så snart man træder ud af sin egen bolig,« forklarer Aart-chefen og taler engageret om gange og andre fællesarealer med glasvægge, så ingen »forsvinder« i kollegiet.

Aart – navngivet efter fornavnene hos de fire grundlæggere i 2000 – har især vundet opgaver inden for sygehuse, hvor både Danmark, Norge og Sverige investerer milliarder.

De aktuelle opgaver omfatter den psykiatriske afdeling på det kommende supersygehus ved Herning, en udbygning af Glostrup Hospital og et universitetshospital til otte mia. kr. i Stavanger. Skoler, institutioner og boliger er andre specialer, og i hovedstaden skal flere opgaver på bøgerne, gerne inden for boliger, som oplever et boom i disse år.

Aart henter op imod en tredjedel af sit salg i Norge og Sverige, og en afdeling i Stockholm er lige om hjørnet.

»Det giver flere ben at stå på, og vi kom fornuftigt igennem finanskrisen, fordi vi stod godt i Norge.«

Rasmus Højkjær Larsen er fra Aalborg, men drog til Aarhus for at læse til arkitekt og kom allerede i studietiden til Aart, hans eneste arbejdsgiver.

Efterhånden fik han projektansvar og drog jævnligt til København, hvor han nu har slået sig ned med kæresten, der er landskabsarkitekt. Parret rykker snart ind i en lejlighed på den gamle del af Islands Brygge, tæt på tegnestuen.

Rasmus Højkjær Larsen kalder sig teknologinørd og læser bl.a. meget om nyeste teknologi, og hvordan den kan bruges i hverdag og arbejde. På jobbet skal det dog ske med måde, for her kommer ydmygheden over for kunden ind i billedet:

»3D-modeller skaber ofte en barriere i kommunikationen med kunden, der opfatter 3D-skitser som færdige løsninger. Det virker meget mere inkluderende at tegne skitser, mens man taler personligt med kunden. Håndtegninger er ekstremt vigtige som kommunikationsredskab, og en rigtig arkitekt tegner også i hånden.«