Justitsminister gør klar til tinglysningsretssager

Vejen mod et retsligt efterspil på tinglysningsskandalen er lagt. I dag har justitsminister Lars Barfoed (K) mødtes med advokatorganisationerne, som repræsenterer borgere i klemme i tinglysningsforsinkelserne.

Foto: Casper Christoffersen. Justitsminister Lars Barfoed (K).
Læs mere
Fold sammen
Vi har langt fra hørt det sidste til tinglysningsskandalen. Først nu begynder forberedelserne til det retslige efterspil. Her til morgen mødtes Danske Advokater og Danske Boligadvokater med justitsminister Lars Barfoed (K) for at diskutere sagens videre gang.

Justitsministeren tilkendegav over for advokatorganisationerne, at han ville nedsætte en arbejdsgruppe, som skal bestemme, hvilke typer af sager der skal udtages til fri proces. Både Danske Advokater og Danske Boligadvokater er inviteret med i arbejdsgruppen.



Et positivt signal, påpeger formand i Danske Advokater Lars Svenning Andersen.

"For os er det vigtigt at sikre, at alle typer af sager, hvor staten kan have et erstatningsansvar, bliver prøvet. Det må ikke blive sådan, at de sagstyper, som Kammeradvokaten vurderer, at staten har en god sag, ikke bliver prøvet. Der må ikke efterlades et hul med sager, som ikke bliver undersøgt," siger Lars Svenning Andersen til business.dk umiddelbart efter morgenens møde med justitsministeren.

Kammeradvokaten bygger nemlig sin vurdering af statens erstatningsansvar på Rigsrevisionens beretning, og Danske Advokater ønsker at tage højde for, at der kan dukke problemstillinger op, som ingen af de to institutioner har taget med i deres undersøgelser.


Den næstbedste løsning

Danske Advokater lægger dog ikke skjul på, at de hellere havde set en politisk løsning, hvor Folketingets partier var blevet enige om en form for kompensationsmodel. Det ville betyde, at de borgere, som har fået økonomien i klemme, hurtigt ville få deres udgifter kompenseret.

Sådan går det langt fra, når man er nødt til at gå rettens vej.



"Det her er den næstbedste løsning, og det kommer i bedste fald til at tage to-tre år. Ministeren er en smule mere optimistisk, og han lægger ikke skjul på, at han har et stort ønske om, at processen skal glide så hurtigt som muligt. Derfor lægger ministeriet også op til, at vi i fællesskab forsøger at gøre processen så effektiv, som den kan blive," siger Lars Skaaning Andersen og understreger, at tinglysningsprøvesagerne vil starte i landsretten, men uden tvivl nå til Højesteret på grund af sin principielle karakter.