Just Eat henter lidt af det tabte

På sin femte handelsdag stiger Just Eat-aktien, men den har fortsat ikke indhentet udbudskursen, som analytikere tidligere har vurderet som »alt for høj«.

Foto: Claus Fisker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter en sløj start på ugen stiger Just Eat-aktien to procent ved middagstid i onsdagens handel.

Aktien har ellers ligget underdrejet med et fald på 16 procent mandag og tirsdag - aktiens henholdsvis tredje og fjerde dag på børsen - men onsdag er der positiv stemning omkring alle tech-aktierne på London-børsen med en samlet stigning på 1,9 procent. Samlet ligger FTSE100-aktier i plus 0,7 procent.

Just Eat debuterede som børsnoteret selskab med en flot stigning på 10 procent i sidste uge, men den gode stemning blev altså afløst af sure mine i denne uge. Alene tirsdag mistede selskabet 5,3 procent af sin markedsværdi, som dermed var på 1,4 milliarder pund svarende til 12,7 milliarder kroner.



Med onsdagens positive takter er kursen forbedret, men den har endnu ikke indhentet det tabte i forhold til udbudskursen på 2,6 pund.

Børsnoteringen af Just Eat var den største tech-lancering på London-børsen i otte år. Analytikere var dog straks ude med advarsler om, at prisen meget vel kunne i overkanten.

Allerede på introduktionsdagen beskrev Peter Garnry, analytiker i Saxo Bank prissætningen som »ekstrem høj.«

Han vurderer, at Just Eat i fremtiden vil miste den markedsposition, portalen har nu, og opleve meget kraftigere konkurrence, ikke mindst fordi teknologien bag er relativt simpel.

»Aktien er prissat efter rigtig høje forventninger om en aggressiv vækst, og selvom jeg tror, at væksten vil fortsætte, er spørgsmålet, om investorerne ikke betaler for meget for aktierne,« sagde han til Berlingske Business.


Just Eat formidler take away fra både restauranter og mindre spisesteder, som betales via Just Eat portalen og leveres hjemme hos kunden.

Portalen åbnede i Danmark i 2001, men opererer i dag i 13 lande, og er ejet af fem de venturefonde Index Ventures, Greylock Partners, Redpoint Ventures, SM Trust og Vitruvian Partners. Ledelsen og en række private investorer ejer desuden aktier i selskabet.

Stemningen blandt tech-selskaberne på London-børsen var generelt god tirsdag med en samlet stigning på 0,4 procent, mens hele FTSE100 faldt en halv procent.